Nyheder

Med virkning fra 1. juli 2010 er indført en generel pligt til udstedelse af faktura ved tjenesteydelser til forbrugere. Samtidig bortfalder de ni bekendtgørelser om faktureringspligt, der gjaldt for en del brancher.

For de virksomheder, der før var pålagt faktureringspligt, uanset om kunderne var forbrugere eller virksomheder, betyder dette for det første, at de ikke længere er forpligtet til at udstede fakturaer for udført arbejde i erhvervsforhold. De fleste virksomheder vil dog fortsat kræve en specificeret faktura, hvis de skal betale. For at forebygge uenighed om det udførte arbejde og prisen herfor og for at sikre sig beviser i tilfælde af, at noget går galt, vil det være klogt af en virksomhed at udstede fakturaer til sine erhvervskunder. Også for at overholde gældende moms-, skatte- og bogføringslovgivning.

For de virksomheder, der før var pålagt faktureringspligt, og for alle andre virksomheder, der sælger tjenesteydelser til forbrugere, betyder lovændringen, at det nu ved opkrævning af betaling er lovpligtigt at udstede fakturaer til forbrugere.

Den ny bestemmelse fastslår, at forbrugeren skal have oplysning om det samlede timeforbrug, timepris og om det samlede materialeforbrug, når det har betydning for prisen på tjenesteydelsen. Umiddelbart har forbrugeren derfor ikke krav på yderligere oplysninger. En håndværkerregning, der lever op til de ny lovkrav, vil typisk ikke oplyse en forbruger om, hvilke arbejder, der er blevet udført på hvilke tidspunkter eller hvor lang tid, der er anvendt på de enkelte arbejder eller på kørsel.

Forbrugerne har dog i særlige situationer krav på at få udleveret oplysninger, der sætter dem i stand til at kontrollere prisen på de varer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Særlige situationer omfatter bl.a. den situation, hvor en forbruger henvender sig indenfor 30 dage efter modtagelse af fakturaen, fordi forbrugeren mener, at prisen for tjenesteydelsen er for høj. Den ny bestemmelse pålægger altså forbrugeren at være aktiv ved at afkræve virksomheden oplysninger, og specificere hvilke oplysninger, der ønskes, for at kunne se, hvad forbrugeren skal betale for.

Det er ikke med loven nærmere afgrænset, hvilke oplysninger en utilfreds forbruger kan afkræve den virksomhed, der har leveret og faktureret tjenesteydelsen. Denne usikkerhed har ført til, at Dansk Erhverv anbefaler sine medlemmer uanset den ny lovbestemmelse at fakturere på samme måde som hidtil.

En generel pligt til udstedelse af fakturaer er udmærket. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt, når virksomheder, der lever af tilfredse forbrugerkunder, naturligvis allerede udsteder fakturaer - og når retspraksis anden lovgivning allerede har fastlagt en sådan pligt.

Bestemmelsen er ikke et eksempel på tiltrængt regelforenkling – den er hverken nødvendig, forbrugervenlig eller særlig praktisk, og foreløbig vil den heller ikke tjene til at lette administrative byrder for virksomhederne, hvilket var det primære formål.

/Eva Kaya