Helle Manøe Bjerregaard, f. 1982, er en ung, talentfuld keramiker med base i Århus.
Hun har studeret på Århus Kunstakademi (keramik) 2004-07 og læst idéhistorie og design på Århus Universitet 2005-08, afsluttet med en BA i 2009.
Helle og Advokatgruppen har indgået en 3-årig aftale om at støtte og glæde hinanden på forskellig vis. På denne side vil du jævnligt finde nyt fra Helles verden.
Af min drøm kommer mit navn.
Jeg havde en drøm. Jeg drømte om fugleKONGEN. Han var halv fugl, halv prins. Jeg var meget forelsket i ham. Jeg kunne slet ikke leve uden ham. Men en dag kom der nogle turister. De tog en masse billeder af ham. fugleKONGEN var meget genert, så han blev skræmt fra vid og sans af de mange blitz. Han flygtede langt væk. Jeg prøvede at finde ham, ledte overalt, men jeg kunne ikke. Jeg vågnede trist, og var trist i flere uger efter, for jeg manglede jo noget. Jeg manglede fugleKONGEN.
Hvem er jeg?
Jeg er skrøbelig og sårbar. Jeg er vild og rebelsk. I mine ting længes jeg efter tryghed og smukhed og alt det gode. Alt dét, der kan mildne min skrøbelighed og sårbarhed. Jeg søger trøst i smukke ting. Samtidig ved jeg, at jeg ikke vil leve for altid, at livet og kroppen er forgængelige. Derfor opsøger jeg, fejrer og giver dig nydelsen, fristelsen, forelskelsen, mystikken, det søde, det saftige, det vilde, det rebelske og det farverige mens vi er her.
Hvad vil jeg?
Jeg vil flere ting. Det vigtigste: at lave ”smukke” ting til mig selv og til dig.
Du må gerne gå ind i dig selv og tænke en hel masse, når du ser mine ting.
Du må også gerne ”bare” nyde det umiddelbare og smukke uden at forholde dig til en hel masse. Jeg vil også gerne - i mine ting - smelte sammen med verdenen, finde mit sted, hvor verdenen giver mening.
Dét sted for mig er i min kunst.
Det er sikkert et helt andet sted for dig, og det er fint.
For det vigtigste er, at du har sådan et sted.
Hvad laver jeg?
Jeg arbejder med keramik, der udtrykker længsel og sødme.
Nogle ting er små, andre er store.
Nogle ting har mange farver, andre har ikke så mange.
Det afhænger af, hvad der passer til værket.
Længsel og sødme er dobbelt.
Sødme kan være lækkert og vulgært på samme tid, og længsel kan være en besættelse, som alligevel ikke lever op til forventningerne, når eller hvis man får det.
Hvordan arbejder jeg?
Jeg arbejder med det nære.
Jeg stiller spørgsmålstegn ved om hverdagen er så kedelig, som mange gør den til.
Måske er hverdagen i virkeligheden dramatisk i sig selv?
Det er den for mig.
Når jeg arbejder med sødme og længsel er det som en tilstand eller et vilkår – ikke en hændelse.
På den måde er dét at arbejde med det nære inspireret af det traditionelle stilleben som form.
Jeg bruger mig selv i min kunst.
Jeg ønsker ikke at sætte mig selv uden for, men fortæller i min kunst, hvad jeg er optaget af.
Jeg går ind i mine ting med alt, hvad det indebærer af smerte og glæde.
Derfor fortæller mine ting også mine historier, men du ser dem selvfølgelig med dine øjne, og herigennem får de måske en helt anden betydning for dig.
Og det er fint.
|
Februar 2012-hilsen fra Helle
Efter jul er vi blevet delt i 3 grupper med hver vores tema. Det er en overordnet inddeling, for at holde styr på os :-). De forskellige grupper er home, city og body. Jeg er i body-gruppen.
Kort inde i det nye projekt opstod der en spændende mulighed, da et udstillingsrum, der hedder Hockney Gallery, pludselig havde en ledig uge. Selvfølgelig var det ugen efter, så der var ikke rigtig tid til at lave nogle værker. Men et par stykker af os besluttede, at vi kunne da bare bygge et værk på stedet. Eller i hvert fald prøve. Vi blev nu hurtigt enige om, at værkets kvalitet ikke var det væsentlige, men mere at behandle rummet som et stort atelier, hvor folk kunne have mulighed for at deltage. Udstillingen kom til at hedde LOOK LESS; FEEL MORE.
Vi fandt næsten et halv ton ler på afdelingen, som vi kunne bruge; det var dog meget hårdt og tørt og skulle blandes med vand, inden det kunne bruges. Det var et stort arbejde, men sjovt, når man er flere.
Den første dag lavede vi forskellige øvelser og lynmodellerede skøre ting. Bagefter byggede vi et hus af de næsten 500 kg. Den anden dag modellerede vi med bind for øjnene og prøvede forskellige ting med leret, som man normalt ikke ville gøre, f.eks. at kaste det fra store højder. Hvilket var formålet med det hele, for det er så let at sidde ved sit bord og gøre det, man altid plejer. Den sidste dag arbejdede vi videre; jeg modellerede nogle store hjerter i min favn; det var meget spændende, for jeg kunne ikke se, hvad jeg lavede, men alligevel blev det godt. Jeg tror, det har noget at gøre med, at hånden er lige så klog som øjet, men det er sjældent, at vi tør stole på det.
Dette småskøre påfund har virkelig givet os mod på at afprøve nye ideer.
Det virkelig fantastiske ved at gå på en så international uddannelse er, at man oplever ting, som jeg ellers aldrig har stiftet bekendtskab med. Blandt andet kinesisk nytår, hvor højdepunktet var, da der blev sendt lysende lanterner op over Royal Albert Hall og Hyde Park, og vi havde alle en panda-hat på; jeg er ikke helt klar over hvad det drejede sig om.
Rose, min klassekammerat, og jeg, var i sidste uge på besøg på Queen Mary University, hvor vi fik vores bevægelser optaget af motion capture-udstyr. Det er på den måde, de f.eks. har lavet figuren Gollum i Ringenes Herre. Det, der ligner lysende pærer på de dragter vi har på, er sensorer, som bliver aflæst af infrarøde kameraer. I dette tilfælde var formålet at aflæse vores kropssprog, når vi skulle forklare forskellige begreber.
Nu er hverdagen (det bliver aldrig rigtig hverdag herovre) og det hårde arbejde vendt tilbage. Vi skal i gang med at skrive en afhandling, som skal afleveres til efteråret. Jeg har fødselsdag på fredag (den 17. februar), hvor jeg runder de 30; det samme har en irsk fyr fra min afdeling, så det bliver forhåbentlig en festlig aften.
Hellefant
Helle Manøe Bjerregaard, Advokatgruppens adoptivkunstner, har netop færdiggjort lerarbejdet i forbindelse med nogle værker udført af kunstneren Douglas White, der for øjeblikket udstilles på London-galleriet Paradise Row Gallery, 74 Newman Street. Udstillingen hedder ”New Skin for an Old Ceremony”, der er titlen på et af Leonard Cohens albums.
Opgaven krævede mere end 1 ton ler.
Douglas White, der er uddannet fra Royal College of Art, som Helle Manøe Bjerregaard nu studerer på, udstiller for øjeblikket bl.a. også på AROS Aarhus Kunstmuseum, hvor besøgende vil have bemærket hans bildæk-palme, der indgår i udstillingen ”Con Amore – Djurhuus Collection”.
|
November 2011:
Jeg har det rigtig godt herovre. Det er stadig vildt og dejligt. Jeg har lige taget et par billeder af det første projekt, som er blevet færdigt nu. Og vi skal have udstilling på onsdag.
Det er tekopper, den ene med læber, så man skal kysse koppen for at drikke af den Og den anden er med aftrykket af et kys. De er lavet i et specielt porcelænsler, som ligner imiterer marmor. Opgaven gik ud på at finde et objekt på V & A Museum og tage udgangspunkt i dette. Jeg valgte en figurine i marmor, så læberne er inspireret af kysset og underkoppen er inspireret af draperingerne.
Her hjælper jeg skulptør Douglas White med at lave hans udstilling på Paradise Row Gallery. Vi byggede en skulptur, som forestillede et elefant-kadaver, hvor alt kødet er væk, men huden er for tyk til at kunne forgå, så den hænger over knoglerne. Vi byggede den inde i selve galleriet. Jeg er den eneste, der ved noget om ler, så det var noget af en vild opgave. Men det var sjovt. Elefanten blev solgt til til Saatchi Gallery, som ejes af Charles Saatchi, der er en af verdens førende kunstsamlere. Her er noget af teksten fra deres hjemmeside, det er mig, der er "ceramicist friend":
DD: What other up and coming projects are you working on?
Douglas White: This project has been utterly immersing. It’s always the same with a new material and new body of work. For the past four months I feel like I have lived and breathed clay and dead elephants and it’s difficult to imagine anything else.
And I haven’t tried firing any of these clay pieces which sounds like an interesting challenge on this scale They would need to be pit-fired which involves digging huge trenches for the works and constructing kiln-like structures around them which are destroyed during process. Then you dig the works out. I mentioned it to my ceramicist friend, I think I saw a look of terror and excitement cross her face, that’s always a good starting point.
Her er 2 billeder fra skolen.
Det ene er udsigten fra vores terasse på skolen, med Royal Albert Hall i bagrunden. Vi er klædt ud, da der er Halloweenfest. Vii er på et kunstakademi, så var der mange fantastiske udklædninger.
Det andet er fra mit arbejdsbord på keramisk afdeling, med Hyde Park i baggrunden. Jeg er igang med at lave min tekop.
Juni 2011:
Vi er stolte over, at Helle netop er blevet optaget som elev på Royal College of Art i London.
Royal College of Art, der ligger på Kensington Gore med Royal Albert Hall som nabo, har en række afdelinger - kunst, design, teori og mode. En forfærdelig masse kendte kunstnere er tidligere elever på skolen. For at nævne én: filminstruktøren Ridley Scott, der har lavet Bladerunner, Alien og Gladiator.
Helle Manøe Bjerregaard starter på den 2-årige uddannelse til oktober 2011 og skal tage en Master på afdelingen for glas og keramik. Der bliver optaget 15-17 studerende på hele afdelingen hvert år; de kommer fra hele verden.
Sådan introducerer Royal College of Art sig selv:
Located in the heart of London, the Royal College of Art is the most influential, wholly postgraduate university of art and design in the world.
The RCA has a distinctive role in preparing its postgraduate students for careers in art, design and the creative sector – indeed the College is widely viewed as a crucible of the creative industries. Courses are taught by internationally renowned artists, practitioners and theorists, and students have a unique opportunity to study art in a design environment, and design in an art environment. Its concentrated, customised forms of teaching and learning – and dedicated technical facilities and research centres – contribute to an exceptional creative and intellectual environment..
As well as welcoming students from around the world, the College’s global dimension is enhanced through partnerships with leading art and design, cultural and educational institutions and though extensive links with business, both nationally and internationally.
The College’s Royal Charter, granted in 1967, specifies that the purpose of the institution is "to advance learning, knowledge and professional competence particularly in the field of fine arts…through teaching, research and collaboration with industry and commerce".
According to the most recent figures, 93% of the College’s graduates have gained employment at an appropriate professional level in their chosen specialist field, within a short time of their leaving the College. These destination figures are a significant indicator of the RCA’s success.
Recognised for the outstanding quality of its graduates, the College boasts such note-worthy alumni as Sir James Dyson, Thomas Heatherwick, David Hockney, Tracey Emin, Christopher Bailey, Julien McDonald, Alison Jackson, Idris Khan, David Adjaye, AOC, Suzie Templeton, Sir Ridley Scott – the list goes on.
Butterflies before flying
|
