Informationsark
Ved en sags opstart vil du normalt modtage et informationsark, der bl.a. indeholder de oplysninger, som vi i h.t. vedtægten for Det Danske Advokatsamfund og De advokatetiske regler (Advokatrådets vejledende regler) har pligt til at give dig.
Der forekommer tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt at udlevere et sådant informationsark, f.eks. til klienter, fra hvem vi modtager en stadig strøm af sager.
Har du, hvad enten dette skyldes en fejl fra vores side eller er bevidst, ikke modtaget informationsarket, er du velkommen til at rekvirere det.

Honorarer, udlæg og betalingsvilkår
Advokatgruppens honorar fastsættes i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en eller flere faktorer, navnlig
- tidsforbrug
- sagens eventuelt hastende karakter
- sagens art og kompleksitet
- sagsbehandlerens anciennitet
- krav om specialviden
- sagsgenstandens værdi
- sagens udfald
- den potentielle ansvarsrisiko vedrørende rådgivningen.
Hvor dette ønskes, eller hvor det ifølge advokatreglerne er obligatorisk, afgiver Advokatgruppen et honoraroverslag. Det er i mange tilfælde ikke på forhånd muligt at bedømme, hvorledes en sag vil udvikle sig, hvorfor overslag kan være ganske usikre. Viser det sig, at den faktisk ydede bistand vil afvige væsentligt fra det afgivne overslag, vil Advokatgruppen under sagens forløb meddele dette. Advokatgruppen er uden ansvar eller risiko herfor, hvis et honorar er anslået for lavt, medmindre dette skyldes uforsvarlighed. Om ønsket indgår Advokatgruppen, hvor dette er muligt og rimeligt, særlige salæraftaler, f.eks. om et fast salær for sagsbehandlingen eller om en fast timepris. Ud over honoraret påløber i forbindelse med en sags behandling oftest en række omkostninger, som du ligeledes skal betale. Der kan være tale om retsafgifter, registreringsafgifter, befordringsgodtgørelse, honorarer til syns- og skønsmænd, øvrige rådgivere m.v. Advokatgruppen beregner sig endvidere for oprettelse af en sag, for porto og for kopieringsudgifter m.v. et gebyr, hvis størrelse afhænger af tids- og materialeforbrug m.v. Omkostninger, der påløber i forbindelse med en sags behandling, kræves normalt indbetalt forud eller refunderet umiddelbart efter omkostningens afholdelse og ikke først ved sagens afslutning.
Advokatgruppen anmoder ofte om, at der indbetales et depositum til sikkerhed for honorar og omkostninger, inden en sag tages under eller behandling eller behandlingen af en igangværende sag fortsættes. Deponerede beløb er undergivet reglerne om advokaters behandling af betroede midler. Advokatgruppen er uden ansvar for de mulige økonomiske og andre følger af, at sagsbehandlingen eventuelt stoppes, fordi depositum ikke betales rettidigt.
Fakturering af honorar foretages ved sagens afslutning, men tillige løbende under sagsbehandlingen, hvis forholdene tilsiger dette. Fakturering af honorar vil således typisk finde sted allerede, mens sagsbehandlingen pågår, hvis et ikke ubetydeligt tidsforbrug er anvendt, hvis et vist tidsrum er forløbet (f.eks. 1 måned eller 1 år, eller ved udløbet af en kalendermåned eller et kalenderår), hvis en milestone er nået (eksempelvis afslutningen af en retssag i første instans eller udarbejdelse af et processkrift eller kontraktudkast), eller hvis klientens forhold eller omstændighederne i øvrigt tilsiger dette.
Betaling skal ske senest 14 dage efter udstedelse af en faktura. Ved forsinket betaling påløber ud over eventuelle rykkergebyrer rente i h.t. rentelovens regler. Ved manglende eller forsinket betaling er Advokatgruppens medarbejdere instrueret om efter forudgående skriftlig tilkendegivelse med kort varsel at indstille behandlingen af verserende sager. Advokatgruppen fraskriver sig ansvaret for eventuelle følger heraf.

Opbevaring og behandling af informationer, bilag m.v.
Advokatgruppen opbevarer og behandler alle informationer, dokumenter m.v. i overensstemmelse med gældende regler, herunder advokatetiske regler og persondatalovgivningen.
Dokumenter og andre papirer, der er overgivet til Advokatgruppen, vil som udgangspunkt blive sikkerhedsdestrueret senest 5 år efter en sags afslutning, medmindre du inden da har rettet henvendelse med anmodning om udlevering eller forlænget opbevaring. Forlænget opbevaring sker eventuelt mod gebyr.
Overladte dokumenter og andre papirer, der under sagsbehandlingen i kopi eller original er overgivet til dig eller tredjemand, opbevares ikke nødvendigvis i kopi eller original efter at sådan overgivelse har fundet sted.
|
De generelle regler
Advokatgruppen er underlagt retsplejelovens regler om udøvelse af advokatvirksomhed, og dermed bl.a. de advokatetiske regler og reglerne om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler. Læs nærmere under www.advokatsamfundet.dk.
Fortrolighed
Advokatgruppen og firmaets medarbejdere er undergivet de advokatetiske regler om fortrolig omgang med informationer modtaget fra og vedrørende klienter.
Informationer vedrørende børsnoterede selskaber behandles i overensstemmelse med fortrolighedskravene i værdipapirhandelsloven og andre relevante regelsæt.

Immaterielle rettigheder
Klienter må til eget brug og til det aftalte formål benytte de af Advokatgruppen udfærdigede dokumenter og andre tekster. Medmindre dette skriftligt er aftalt, må klienter således ikke lade andre benytte dokumenter eller tekster i øvrigt udarbejdet af Advokatgruppen. Klienter må heller ikke til eget brug modificere dokumenter eller andre tekster udfærdiget af Advokatgruppen, hvis det ikke kan udelukkes, at den modificerede tekst kan give tredjemand anledning til at antage, at teksten er udfærdiget af Advokatgruppen.
Advokatgruppen bevarer alle ophavsrettigheder m.v. til layout, designs og paradigmer m.v., der måtte være anvendt ved udarbejdelse af dokumenter og andre tekster, og er således berettiget til bl.a. at benytte disse i forhold til andre klienter.

Kommunikation m.v.
Tilkendegiver du ikke andet, går vi ud fra, at du er indforstået med, at vi kommunikerer med dig og tredjemand pr. brevpost, telefax, e-mail, fastnets- og mobiltelefon m.v. uden anvendelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger i form af kryptering, pdf-konvertering m.v.
Vi går endvidere, hvis andet ikke meddeles, ud fra, at al kommunikation kan sendes til din sædvanlige postadresse, dit telefaxnummer m.v. uden særlige anførsler om fortrolighed, attentionperson eller lign., og at beskeder trygt kan efterlades på eventuelle telefonsvarere. Vi påregner således, at du selv træffer eventuelt nødvendige diskretionsforanstaltninger.
Vi kan ikke garantere, at e-mails er fri for vira m.v., men træffer sædvanlige og rimelige foranstaltninger til at imødegå dette, og går ud fra, at du gør det samme. Vi gør opmærksom på, at e-mail til os eventuelt vil blive slettet eller stoppet af antivirus- eller firewallforanstaltninger, hvorefter hastende eller vigtige meddelelser ikke bør sendes til os udelukkende pr. e-mail.
E-mails til os må ikke forventes læst tidligere eller behandlet hurtigere end samme meddelelse fremsendt pr. almindelig brevpost.
Breve og dokumenter udfærdiges normalt af Advokatgruppen på papir med Advokatgruppens trekantede logo påtrykt for derved at give en vis sikkerhed for autencitet.
|
Forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme
Et EU-direktiv om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme pålægger os i en række sager, selv meget banale, at indhente visse oplysninger hos dig og kræve dokumentation for dem - uanset hvor godt vi kender dig, og uanset hvor stor tillid vi har til dig.
Der er efter vores bedste overbevisning tale om unødigt bureaukratiske og dårligt gennemtænkte regler, der kun i ringe grad tjener deres formål, men som vi ikke desto mindre må efterleve.
Vi skal således hos privatpersoner indhente dokumentation for fuldstændigt navn, adresse og CPR-nummer og hos virksomheder for ejer- og kontrolstruktur, og virksomhedens reelle ejere skal legitimeres. Med andre ord skal vi indhente dokumentation ikke blot vedrørende virksomheden, men også vedrørende den enkelte ejer (typisk aktionær eller anpartshaver). Virksomhedens fuldstændige navn, adresse og CVR-nummer (eventuelt CPR-nummer) skal således dokumenteres. Herudover skal identiteten af de personer eller juridiske enheder, der ejer virksomheden, godtgøres. Strækker ejerforholdet sig over flere led, skal dokumentation forevises for alle led.

Man må følge loven, selv om man ikke synes, at den er særlig smart ...
I en stille stund kan man godt overveje, om hvidvaskreglerne ikke er mere egnet til at gøre livet surt for dig som klient og os som advokater end for terrorister og narkobaroner; om de i virkeligheden går terroristernes ærinde. Om reglerne, uanset alle gode hensigter, ikke i sig selv er udtryk for en underfundig terror, der beslaglægger ressourcer og nærer frygt. Nogle gange kommer man længere ved at stole på sund dømmekraft end ved at opstille firkantede regler.

Ansvar
Advokatgruppen drives i interessentskabsform, og interessentskabet og dets interessenter hæfter i henhold til almindelige retsregler for eventuel fejlrådgivning m.v. En interessent hæfter dog kun personligt for en anden interessents eller dennes i det konkrete tilfælde underordnede medarbejders eventuelle fejlrådgivning m.v., hvis dette følger af deklaratoriske regler. Advokater, der fremtræder som partnere i Advokatgruppen, er ikke nødvendigvis interessenter i Advokatgruppen og dermed medhæftende. På relevant forespørgsel oplyses navnene på Advokatgruppens interessenter.
Medmindre andet skriftligt måtte være aftalt i enkeltstående tilfælde eller følger af præceptive regler, er Advokatgruppen og/eller firmaets interessenters erstatningsansvar overfor klienter begrænset til DKK 10.000.000 pr. opdrag. Advokatgruppen er kun hvis dette følger af særskilt skriftlig aftale eller præceptive regler ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tab af fortjeneste, anseelse/goodwill m.v.
Advokatgruppen er ansvarsforsikret i et anerkendt dansk forsikringsselskab, Tryg.

Klagemuligheder
Eventuelle klager over sagsbehandling, honorarberegning eller andet skal rettes til den sagsansvarlige partner i Advokatgruppen, om ønsket med sideløbende orientering til Advokatgruppens administrerende partner.
Afviser vi en klage, har du typisk mulighed for at indbringe forholdet for advokatmyndighederne eller domstolene.
|