Artikler - privat

Du kan få svar på flere spørgsmål om privatlivets retsforhold på Advokatgruppens retshjælpshjemmeside www.retshjaelp.dk.

September 2010

I henhold til de gældende regler har man, som lønmodtager, ikke ret til erstatningsferie, såfremt man bliver syg under sin ferie. En afgørelse fra EF-domstolen kan dog ændre denne retsstilling. Beskæftigelsesministeriets arbejdsgruppe forventes at have konklusionen klar i løbet af september 2010.

En lønmodtager har ikke pligt til at påbegynde ferien, hvis vedkommende er syg ved feriens opstart. Er lønmodtageren således syg ved feriens opstart, kan vedkommende forlange, at den planlagte ferie skal afholdes på et andet tidspunkt i ferieåret.

Bliver lønmodtageren derimod syg under sin ferie, har lønmodtageren, i henhold til de gældende regler, ikke krav på erstatningsferie. Det er således med andre ord lønmodtagerens risiko, hvis vedkommende bliver syg under ferien.

En dom afsagt af EF-Domstolen den 10. september 2009 skaber dog tvivl om retsstillingen på området. Dommen vedrørte en spansk chaufførs ret til erstatningsferie grundet sygdom opstået inden feriens opstart,

På den ene side kan dommen læses således, at lønmodtagere skal have ret til erstatningsferie uanset om sygdommen indtræder før eller under ferien, men omvendt kan det anføres, at dommen ikke direkte tager stilling til, om lønmodtagere har ret til erstatningsferie, hvis man først bliver syg under ferien.

Da der er tvivl om rækkevidden af dommen, har Beskæftigelsesministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal vurdere, om det er nødvendigt med en ændring af de gældende regler. Det forventes, at arbejdsgruppens konklusion er klar i løbet af september 2010.

Du kan holde dig ajour med udvalgets endelige konklusioner her på hjemmesiden.

August 2010

I den reviderede arvelov, som blev vedtaget i 2008, var der lagt op til, at de mange ugifte samlevende i Danmark skulle have en forbedret arveretlig stilling, men sådan blev det ikke….

Ugifte samlevende har fortsat ingen legal arveret efter hinanden, hvilket betyder, at det er tvingende nødvendigt at oprette et testamente, såfremt man vil sikre sin samlever bedst muligt. Skrækscenariet, som desværre ikke er ualmindeligt er, at den efterladte samlever må sælge hus, bil mv. for at kunne udbetale arv til parternes fælles barn som eneste legale arving. Er arvingen oven i købet umyndig, skal der udbetales til en spærret forvaltningskonto til barnet fylder 18 år, og det vil sjældent være til gavn for hverken barnet eller længstlevende.

Vil du give din samlever de bedste mulighed for at blive i det fælles hjem og opretholde en sædvanlig levestandard, er det altså helt nødvendigt, at du får oprettet et testamente.

Lovgivningsmagten valgte at kompensere for den manglende legale arveret ved i stedet at indføre en adgang til at oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente, hvilket i arveretlig henseende stiller samlevende fuldstændigt som ægtefæller. Det betyder, at der kan testeres 7/8 af arven til længstlevende, såfremt førstafdøde også havde børn (mod ¾ af arven i et almindeligt testamente). Det svarer til 15/16 af alt, hvad parterne samlet ejer, og det giver faktisk de samlevende samme arveretlige stilling som ægtefæller, der ved ægtepagt har lavet fuldstændigt særeje for længstlevende. Hvis førstafdøde ikke efterlader sig børn, arver den længstlevende samlever hele formuen.

Derudover giver det udvidede samlevertestamente en række andre fordele, såsom retten til forlods udtagelse af bestemte genstande, der tilhørte afdøde, fortrinsret til bestemte ejendele samt retten til at benytte reglen om suppleringsarv (vedrørende sidstnævnte henvises til artiklen ”ægtefælleudlæg – en overset skifteform”). Det udvidede samlevertestamente gør det også muligt at anvende reglerne om arvehenstand. Det betyder, at Skifteretten får mulighed for helt eller delvist at yde længstlevende henstand med betaling af arv til førstafdødes børn. Dette vil navnlig være relevant i den ovenfor skitserede situation, hvor udbetaling af arven ville gøre det umuligt for længstlevende at blive boende i det fælles hjem.

Det er ikke en ”alt eller intet-løsning” forstået på den måde, at de samlevende kan udelukke en eller flere af reglerne, således at testamentet fuldstændigt skræddersyes parternes individuelle behov og ønsker.

Betingelserne for at oprette et udvidet samlevertestamente er:

• At parterne kunne indgå ægteskab eller registreret partnerskab. Et udvidet samlevertestamente kan altså ikke oprettes af søskende eller andre nært beslægtede (i op- eller nedstigende linje). Det samme gør sig gældende for fraseparerede ægtefæller eller parter, der sidder i uskiftet bo med en tidligere afdød ægtefælle. For personer af samme køn er det endvidere en betingelse, at en af parterne er dansk (eller norsk, svensk eller islandsk) statsborger og har bopæl her i landet, eller at begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år,

• Ingen af parterne på tidspunktet for oprettelsen i forvejen har oprettet et udvidet samlevertestamente, som ikke er tilbagekaldt eller bortfaldet, hvorefter en anden samlever har arveret,

• Parterne skal ligeledes på tidspunktet for førstafdødes død leve sammen på fælles bopæl og vente/have/have haft fælles børn eller har haft fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år.

Ønsker du et gratis uforpligtende tilbud på udarbejdelse af et udvidet samlevertestamente, der passer netop din families behov, er du velkommen til at kontakte advokat Katrine Borghesi Mogensen.

Juni 2010

Har du ikke oprettet testamente, bestemmer Arveloven, hvem der arver dig ved din død. Dette vil først og fremmest være dine børn og din ægtefælle.

Arveloven opdeler arvingerne i tre klasser:

• 1. arveklasse: Dine børn og din ægtefælle. Din ægtefælle vil arve halvdelen og dine børn den anden halvdel. Er et eller flere af dine børn døde, vil vedkommendes børn arve i stedet for. Efterlader du dig ingen ægtefælle, arver dine børn hele arven og omvendt. Er der ingen arvinger i 1. arveklasse, går arven videre til 2. arveklasse.
   
• 2. arveklasse: Forældre, søskende og nevøer/niecer. Dine forældre arver halvdelen af arven hver. Har du ingen forældre, vil arven gå videre til dine forældres børn, altså dine søskende. Er dine søskende også døde, vil deres børn, og altså dine nevøer/niecer arve. Er der ingen i arveklasse 2, går arven videre til arveklasse 3.
   
• 3. arveklasse: Bedsteforældre, far- og morbrødre, fastre og mostre. Dine bedsteforældre arver halvdelen hver. Er dine bedsteforældre døde, arver deres børn, altså dine far- og morbrødre, fastre og mostre. Børn af far- og morbrødre, fastre og mostre er ikke arvinger efter Arveloven. Er der heller ingen arvinger i 3. arveklasse går arven til Statskassen.

Juni 2010

Børn og unge under 18 år er som udgangspunkt under forældremyndighed. Dette gælder dog ikke, hvis de har indgået ægteskab.

Forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Den fælles forældremyndighed fortsætter selv om forældrene senere bliver separeret eller skilt, medmindre der ved aftale eller dom bliver ændret herpå.

Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen som udgangspunkt forældremyndigheden alene. Dette gælder dog ikke, hvis forældrene har afgivet en erklæring om, at de sammen vil varetage ansvaret og omsorgen for barnet eller hvis det er indgået en aftale mellem forældrene om fælles forældremyndighed.

Forældre, som lever sammen uden at være gift, skal underskrive en såkaldt omsorgs- og ansvarserklæring for at opnå fælles forældremyndighed.

At have fælles forældremyndighed betyder, at man skal være fælles om at træffe væsentlige beslutninger vedrørende barnet, f.eks. navnevalg, skole- og skolefritidsordninger, religiøse og medicinske forhold samt flytning til udlandet. Den forælder, der i det daglige har barnet boende, har derimod selv lov til at bestemme overordnede forhold i barnets daglige liv, f.eks. mad, tøj, sengetider, fritidsaktiviteter og flytning indenlands. Ønsker den forælder, der har barnet boende at flytte med barnet, kræver det dog, at den anden forælder bliver varslet herom senest 6 uger før flytningen.

Ønsker man en nuværende aftale om forældremyndighed ændret, kan dette ske ved en aftale mellem forældrene eller ved Rettens afgørelse. Retten vil normalt træffe afgørelse om, at forældrene skal have fælles forældremyndighed. Kun hvor der foreligger ganske særlige og tungtvejende grunde, vil Retten fravige dette udgangspunkt og tillægge den ene forælder forældremyndigheden alene.

Maj 2010

Det forudsætter alene, at barnet er undfanget inden arveladers død og at det senere fødes levende. Er der tvivl om, hvornår barnet er undfanget, skal det ifølge gældende praksis komme barnet til gode. Forestiller man sig eksempelvis et ægteskab, hvor konen er gravid på tidspunktet for mandens død, vil det ufødte barn dermed være tvangsarving i farens dødsbo, selv om det måske først fødes et halvt år senere.

Juni 2010

Særligt i disse dage med finanskrise og mange usolgte boliger landet over, er det attraktivt at udleje sin ejendom, så længe den alligevel ikke kan sælges.

Lejekontrakterne er sædvanligvis udformet som tidsbegrænsede lejeaftaler samt ofte med en klausul om, at lejer skal fraflytte, såfremt ejendommen bliver solgt.

Men hvad gælder egentlig, hvis man køber en ejendom, hvor der bor en eller flere lejere?

Lejelovgivningen
Det er muligt i lejekontrakten at aftale, at en lejeaftale skal være tidsbegrænset. Det kræver dog, at udlejer kan sandsynliggøre, at tidsbegrænsningen er rimelig og begrundet i udlejers forhold. At udlejer har tænkt sig at sælge ejendommen, når lejeaftalen udløber, kan være en rimelig grund, men er det ikke nødvendigvis.

En tidsbegrænset lejeaftale ophører uden opsigelse, når aftalen udløber. Lejer har pligt til at fraflytte lejemålet, når aftalen udløber. Der er dog den undtagelse, at såfremt lejer med udlejers viden alligevel bliver boende i lejligheden i mere end 1 måned efter aftalens udløb, og uden at udlejer har opfordret lejer til at flytte, så fortsætter lejekontrakten, som om den ikke var tidsbegrænset. I så fald vil det blive meget sværere at opsige lejer. Det kan derfor være en god ide, at sende lejer et brev et par måneder før lejeaftalen udløber, hvori De gør opmærksom på, at lejeaftalen snart ophører.

En klausul om at lejer skal fraflytte ejendommen i tilfælde af, at ejendommen bliver solgt er derimod ugyldig, og lejer kan vælge at se bort fra den. Udlejer kan kun opsige lejeaftalen, når tidsbegrænsningen udløber, eller såfremt ét af de vilkår som oplistes i lejeloven er opfyldt. Vil udlejer af med en lejer, fordi han har solgt ejendommen, så kan udlejer blive nødt til at betale lejer for at flytte.

Ved salg af en ejendom, hvor der bor en eller flere lejere, så overtager køber rollen som udlejer fra overtagelsesdagen. Lejer har lejet lejligheden og kan som udgangspunkt være ligeglad med, hvem der er ejer af lejligheden. Lejeaftalen fortsætter på uændrede vilkår. Lejer skal selvfølgelig have besked om ejerskiftet, og at huslejen for fremtiden skal indbetales til den nye ejer. De rettigheder som lejer havde overfor sælger, har lejer også overfor køber. Køber må derfor finde sig i de vilkår, der fremgår af lejekontrakten, uanset om køber har været bekendt med disse, herunder pligten til at tilbagebetale lejers depositum ved fraflytningen.

Som køber skal man endvidere være opmærksom på, at udlejning af ejendomme, også selv om det kun er et enkelt værelse, er at anse for erhvervsmæssig, og udlejer anses pr. definition for at være den stærke part. At være udlejer indebærer en lang række pligter, som man som køber aktivt bør gøre op med, om man vil varetage med de risici det indebærer.

Fremvisning
Vedrørende fremvisning af lejligheden er udgangspunktet, at udlejer kun har adgang til lejligheden, hvis forholdene kræver det.
En lovlig grund til at udlejer kan skaffe sig adgang til lejligheden kan f.eks. være i forbindelse med et salg af lejligheden.

I forbindelse med at udlejer ønsker adgang til lejligheden, er det vigtigt, at der tages rimelige hensyn til lejer. Der kan i den forbindelse tages udgangspunkt i reglerne om fremvisning af lejligheden, når lejligheden skal genudlejes. Ifølge disse regler er det lejer, der bestemmer tidspunktet for fremvisning, men det skal dog minimum være 2 timer hver anden hverdag på et bekvemt tidspunkt. Udlejer kan således ikke kræve, at lejer skal give adgang til lejligheden, mens lejer er på arbejde eller i løbet af weekenden. Lejer kan desuden forlange, at få besked om, hvornår lejligheden skal fremvises, i så god tid at lejer kan indrette sig herefter.

Som udgangspunkt er der ingen begrænsning i, hvor mange gange man må fremvise lejligheden i forbindelse med et salg. En analogi af reglerne for fremvisning ved genudlejning må dog medføre, at der er en overgrænse på én fremvisning hver anden hverdag - og formentlig færre eftersom det ikke er lejer, der har taget initiativet til, at ejendommen skal sælges.

Hvis lejer nægter at give adgang til fremvisning af lejligheden, kan udlejer skaffe sig adgang til lejligheden med fogedens hjælp. Desuden kan udlejer vælge at ophæve lejeaftalen, fordi lejer i så fald har misligholdt lejeaftalen.

Det er uden betydning, om udlejer selv fremviser lejligheden eller får en mægler til det. Lejer kan dog kræve, at enten udlejer eller mægleren er til stede under fremvisningen, såfremt lejer ikke er tilstede i lejligheden og selv kan/vil forestå fremvisningen.

Køb af hus med lejer
I standardkøbsaftaler på privatboliger står der, at ejendommen sælges fri af lejemål. Sælger garanterer altså, at der ikke bor nogen til leje i ejendommen.

Bor der en lejer i ejendommen, er det meget væsentligt for sælger at oplyse om det for at undgå erstatningsansvar eller at køber ophæver handlen. Tilsvarende er det meget væsentligt for køber at vide, at der bor en lejer, da det i væsentligt omfang kan begrænse købers brug af ejendommen.

Opsige lejer
Har lejer lejet et enkelt værelse i et en-families hus, hvor sælger selv bor, så kan både sælger og køber opsige lejeaftalen med én måneds varsel. Disse lejeaftaler volder således sjældent problemer. Dog bør køber stille det krav, at sælger skal garantere, at lejer er ude af huset, inden overtagelsesdagen. Eventuelle omkostninger forbundet med udsættelse af lejer kan køber herefter kræve erstattet hos sælger.

Har lejer derimod lejet hele ejendommen, så er situationen en helt anden. I et sådant tilfælde kan lejer kun opsiges med ét års varsel, og kun såfremt køber selv ønsker at benytte ejendommen – hvilket køber sædvanligvis vil.

Køber risikerer dermed, at der kan gå et helt år, inden han kan flytte ind i sin nye ejendom.

Krav mod sælger
Har køber uden at burde vide det købt en ejendom med en lejer, så foreligger der en mangel ved ejendommen, og køber har derfor mulighed for at gøre mangelsbeføjelser gældende overfor sælger.

Sælger kan ikke frigøre sig fra sit ansvar i denne forbindelse ved at betale halvdelen af en ejerskifteforsikring. Ejerskifteforsikringen dækker ikke denne type mangler.

Sælger kan dog afhjælpe manglen ved at betale lejer for at fraflytte straks.

Den første mulighed køber har overfor sælger er, at køber hæver købet, og handlen går tilbage. Dette kan køber kræve, såfremt der er tale om en væsentlig mangel. Det vil det sædvanligvis være, når køber har planlagt at overtage ejendommen straks til brug som egen bolig.

Købers anden mulighed er, at kræve erstatning af sælger for det tab, som lejeaftalen medfører. Købers tab vil være de øgede udgifter, der vil være ved, at køber skal finde et andet sted at bo, indtil lejer er fraflyttet. Fra tabet skal fratrækkes den løbende lejeindtægt, som køber vil få fra lejer. For en køber som ønsker at overtage ejendommen til eget brug, vil en erstatning kun undtagelsesvist være en tilfredsstillende løsning.

Afrunding
Har man ikke tidligere beskæftiget sig med udlejning, og har man ingen planer om at gøre det her og nu, så er rådet simpelt. Lad være med at købe en ejendom, hvor der bor lejere. Som køber må man i stedet kræve, at lejerne er fraflyttet ejendommen, allerede inden købsaftalen er endelig. Man kan således godt skrive under på købsaftalen med sædvanligt advokatforbehold, men samtidig med det forbehold at lejer skal være fysisk fraflyttet ejendommen senest en bestemt dato, for at aftalen kan anses for indgået.

Oktober 2011

Denne artikel omhandler de ikke sjældne tilfælde, hvor lejer - efter at have fremsat ønske om at leje en bolig – ombestemmer sig.

Der findes ikke en egentlig fortrydelsesret for lejer i disse tilfælde. Derimod kan lejer gøre brug af aftalelovens regler om tilbagekaldelse af et tilbud eller en accept.

Indgåelse af lejeaftaler om beboelse følger de sædvanlige regler i aftaleloven, og der er således ingen formkrav til en gyldig lejeaftale mellem udlejer og lejer. Sædvanligvis indgås boliglejekontrakter dog på Typeformular A8, som er autoriseret af By- og Boligministeriet. Hermed sikres både udlejer og lejer, at der er taget hensyn til alle væsentlige vilkår vedrørende lejeaftalen.

En skriftlig lejeaftale er dog mest i udlejers interesse. Det skyldes, at lejeloven gælder uindskrænket, såfremt der alene foreligger en mundtlig lejeaftale.

Er der derimod udarbejdet en skriftlig lejeaftale, er det muligt at aftale ændringer af en række af bestemmelserne i lejeloven. Mange af bestemmelserne i lejeloven kan dog ikke ændres ved aftale.


Mundtlige aftaler

En mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftlig aftale.

Lejer kan ikke fortryde en mundtlig lejeaftale, da aftalen er bindende fra det tidspunkt, der er fremsat tilbud om at leje, og tilbuddet er accepteret.

Problemet for udlejer med mundtlige aftaler er derimod, at såfremt lejer bestrider, at der er indgået en lejeaftale, eller bestrider en eller flere af vilkårene, så kan udlejer have endog meget svært ved at bevise, hvad der er aftalt. Sædvanligvis vil det være nødvendigt, at en eller gerne flere uvildige vidner har overhørt aftaleindgåelsen, før end retten overhovedet vil overveje at acceptere, at der er indgået en lejeaftale.


Skriftlige lejeaftaler

Hvor både udlejer og lejer har underskrevet

En lejeaftale som både udlejer og lejer har underskrevet er indgået på de vilkår, der fremgår af lejeaftalen, medmindre vilkårene er i strid med en lovregel, som ikke kan fraviges. I det sidste tilfælde vil de vilkår, der strider mod loven blive tilsidesat, mens lejeaftalen som sådan fortsat vil være gældende.

Hvor kun udlejer har underskrevet

En skriftlig lejeaftale – som udlejer har underskrevet, inden den blev fremsendt til lejer - er bindende fra det tidspunkt, hvor accepten (lejers underskrift) er kommet frem til udlejer. Fortryder lejer at have indgået lejeaftalen efter at have sendt den underskrevne lejeaftale retur, er det nødvendigt, at lejer straks skriftligt får meddelt udlejer, at accepten er tilbagekaldt. Tilbagekaldelsen skal være kommet frem til udlejer, inden at udlejer ser den underskrevne lejekontrakt, for at lejer ikke er bundet af lejeaftalen.

Hvor kun lejer har underskrevet

Har udlejer derimod fremsendt en uunderskrevet lejekontrakt til lejer, og sender lejer lejekontrakten tilbage med sin underskrift, så er denne at anse for et tilbud fra lejer til udlejer, om at ville overtage lejemålet. Det står udlejer frit at afvise tilbuddet og indgå aftale til anden side. Endelig aftale er her først indgået, når udlejer også har underskrevet lejekontrakten, og den underskrevne lejekontrakt er kommet retur til lejer. I dette tilfælde kan lejer nå at fortryde helt frem til den underskrevne lejekontrakt ligger i lejers postkasse.


Konsekvensen af lejers fortrydelse

Er der indgået en endelig lejeaftale, som ikke kan nå at blive tilbagekaldt, og lejer efterfølgende fortryder uden at være flyttet ind i lejemålet, så må lejer følge lejelovens regler og opsige lejeaftalen igen med sædvanligvis 3 måneders varsel. Enkelte værelser kan opsiges med kun 1 måneds varsel.

Lejer er således forpligtet til at betale husleje i de 3 måneder frem til lejeaftalens ophør, medmindre udlejer i mellemtiden har fundet en anden, der vil leje lejemålet. Udlejer har i øvrigt en forpligtelse til at sørge for at få lejemålet genudlejet hurtigst muligt. Kan det bevises, at udlejer ikke har overholdt dette krav, kan udlejers krav mod lejer nedsættes.

Har lejer indbetalt depositum, og har lejer ikke boet i lejligheden, kan lejer kræve hele depositummet retur fra tidspunktet for lejeaftalens ophør.

September 2010

De nugældende muligheder for at bede det offentlige om hjælp til deling af et fællesbo i anledning af separation/skilsmisse er fra mange sider blevet kritiseret, særligt for ikke at være effektive nok men også for at være for dyre. Et udvalg nedsat af Justitsministeriet afgav derfor i marts 2010 en betænkning med forslag til ændring af den nugældende fællesboskiftelov. Reglerne har på forskellig måde til hensigt at forbedre retstillingen for parter, der har behov for bistand til deling af formuen.

Nærværende artikel har til formål at skitsere nogle af de væsentligste ændringer.

Helt overordnet er det ønsket at lave en behandlingsform, der minder om de nugældende regler om skifte af dødsboer. Skifteretten vil forsat skulle tage sig af de væsentligste opgaver i forbindelse med bodelingen, men selve behandlingen af fællesboet skal fremover varetages af en erfaren familieretsadvokat, der er autoriseret som bobehandler. Parterne skal for at benytte denne ordning alene betale en beskeden skifteafgift samt vederlaget til bobehandleren. I dag betales foruden skiftets omkostninger en skifteafgift på 1-2 % af boets aktiver, hvilket selvsagt meget hurtigt kan blive til et betragteligt beløb. Hovedudgiften vil altså fremover komme til at ligge på bobehandleren, og ægtefællerne vil med de nye regler få større indflydelse på omkostningerne, idet de ved at samarbejde og ved med det samme at fremlægge alle relevante oplysninger, kan begrænse bobehandlerens tidsforbrug – og dermed vederlag. Opfylder en part betingelserne for at opnå fri proces, vil vedkommende endvidere kunne opnå fritagelse for betaling af egen andel af vederlaget til bobehandleren.

Manglende oplysninger er en af hovedårsagerne til, at et skifte af et fællesbo trækker i langdrag. Udvalget har derfor besluttet at indføre forskellige sanktioner allerede fra første møde i Skifteretten overfor en ægtefælle, der modarbejder delingen ved fx at nægte at udlevere relevante oplysninger. Samtidigt indføres regler om mødepligt i Skifteretten, og at fremmøde skal kunne gennemtvinges.
Udvalget foreslår også en regel om, at den ægtefælle, der ved sin modvillige adfærd, grundløse klager osv. selv skal bære de meromkostninger denne adfærd måtte medføre.

I dag er det således, at der ikke kan opnås hjælp fra Skifteretten til at tage to insolvente boer (dvs. hvor der er mere gæld end formue) under behandling. Dette er dog i mange tilfælde en stor ulempe, idet ægtefællerne kan have behov for netop at få konstateret, at der ikke er noget at dele samt at få afgjort fx spørgsmål om ejerforhold eller få fastlagt den indbyrdes fordeling af gælden. På denne baggrund har udvalget fremsat forslag om, at Skifteretten i fremtiden skal have kompetence til at afgøre tvister i insolvente boer. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tænkt nogen ændring i reglerne om, at et insolvent bo ikke skal deles. Det er således alene tvistigheder, som går på andre ting end den materielle deling, Skifteretten fremover vil have kompetence til at behandle.

En anden væsentlig ændring er udvalgets forslag om fremrykning af tidspunktet for formuefælleskabets ophør. Efter de nugældende regler ophører formuefællesskabet som udgangspunkt på det tidspunkt, hvor der opnås bevilling eller dom til separation eller skilsmisse. Dette tidspunkt kaldes for skæringsdagen, og det er alle de aktiver og passiver, som ægtefællerne har erhvervet sig eller påtaget sig inden skæringsdagen, der indgår i delingen. Det betyder, at der ofte kan gå lang tid fra parterne reelt har taget beslutningen om at gå fra hinanden til der opnås en skæringsdag og dermed en afgrænsning af, hvad der indgår i delingen. Det er et velkendt problem, at en ægtefælle efter ægteskabets sammenbrud og indtil separationsbevillingen- eller dommen foreligger, kan have et stort incitament til at nedbringe sin formue ved misbrug eller vanrøgt, således at der bliver mindre at dele med den anden ægtefælle. Udvalget har derfor i overvejelserne haft det udgangspunkt, at formuefællesskabet bør ophøre så tæt som muligt på det tidspunkt, hvor ægtefællerne har besluttet, at ægteskabet skal ophøre. Der er på den baggrund fremsat forslag om at fremrykke skæringsdagen til det tidspunkt, hvor Statsforvaltningen modtager en anmodning om separation eller skilsmisse.

Hovedparten af alle ægtefælleskifter foretages i dag af ægtefællerne selv, oftest under medvirken af en advokat (et såkaldt privat skifte). Selv med indførelsen af de nye regler, vil et privat skifte som oftest være langt den billigste og mest smidige delingsform. Udvalget har derfor heller ikke gjort tiltag i forhold til at nedbringe antallet af privat skifter. Tværtimod er der foreslået regler, der skal hjælpe de privatskiftende ægtefæller med gennemføre deling af de aktiver/passiver, der måtte være tvist om. Forslaget går ud på, at en ægtefælle – uden at anmode om Skifterettens bistand i øvrigt – skal have mulighed for at få afgjort et tvistepunkt, få en sagkyndig vurdering, få den anden part til at afgive vidneforklaring eller få pålagt forskellige instanser at udlevere relevante oplysninger, som fx kontoudtog eller oversigter over pensionsopsparinger.

Justitsministeriet har den 31. maj 2010 sendt lovforslaget i høring med høringsfrist den 20. august 2010. Det skal blive spændende at følge lovforslaget frem til det – formentligt – bliver endeligt vedtaget ...

Maj 2010

Når en person dør, skal vedkommendes dødsbo som udgangspunkt skiftes. Der findes forskellige skifteformer, nogle mere kendte end andre. Formålet med denne lille artikel er at sætte fokus på det såkaldte ægtefælleudlæg, som ofte er en bedre løsning end fx at overtage boet til hensidden i uskiftet bo men også et egentligt skifte, hvor ægtefællen er eneste arving.

Ægtefælleudlægget er en social beskyttelsesregel, der giver den efterlevende ægtefælle ret til at udtage så meget af boet, at værdien heraf sammenlagt med ægtefællens boslod, arvelod og særeje udgør indtil kr. 630.00,00, hvis dødsfaldet er sket i 2009 eller senere (beløbet reguleres hvert år). Denne ret har ægtefællen altid, og den gælder uanset om hele boet udtages på denne måde, eller om ægtefællens arv alene ”suppleres op” til beløbsgrænsen, hvorefter restarven fordeles mellem de øvrige arvinger. Ægtefællens ret til suppleringsarv gælder også, selv om afdøde måske havde oprettet et testamente med en anden fordeling af arven, ligesom den heller ikke viger for livsarvingers (børns) tvangsarv efter loven. Det er uden betydning for retten til ægtefælleudlæg, hvilken formueordning afdøde og længstlevende havde i deres ægteskab.

Beløbsgrænsen blev hævet væsentligt i forbindelse med ændringen af arveloven, som trådte i kraft i 2008. Til gengæld skal en lang række forsikringer, som fx forsørgertabserstatning og livsforsikringer samt pensionsydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende i forbindelse med dødsfaldet medregnes. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live.

En konsekvens af at gøre brug af retten til ægtefælleudlæg er, at den efterlevende ægtefælle overtager førstafdødes gældsforpligtelser. Har man ikke levet i et ægteskab med fuldt indblik - og ikke mindst overblik - over hinandens økonomi, kan det måske virke uoverskueligt eller risikabelt at skulle overtage den andens gældsforpligtelser. Det kan selvsagt også få fatale konsekvenser for den længstlevende ægtefælle, såfremt der pludselig dukker et millionkrav op, som ægtefællen helt uvidende har overtaget hæftelsen for. Derfor har man nu også lovgivningsmæssigt gjort det obligatorisk, at der i forbindelse med et ægtefælleudlæg indrykkes et såkaldt proklama i Statstidende. Proklamaet har det formål, at det bekendtgør dødsfaldet og herefter giver eventuelle kreditorer en frist på 8 uger til at rette henvendelse. Overholdes 8 ugers fristen ikke, vil den pågældende kreditor som altovervejende udgangspunkt miste retten til at gøre sit krav gældende. Herved sikres, at længstlevende får et fuldt overblik over den samlede gæld efter afdøde.

Måtte det efter proklamafristen er udløbet vise sig, at afdødes bo var insolvent, dvs. der var mere gæld end værdier, har man også lovgivningsmæssigt givet længstlevende en hjælpende hånd. Ægtefællen har nemlig mulighed for at gøre brug af en særlig udbakningsregel, som gør at den pågældende kan komme ud af gældsansvaret. Det kræver, at der indgives en begæring til Skifteretten om, at boet tages under bobestyrerbehandling og ægtefællen samtidig tilbageleverer, hvad han/hun har fået i forbindelse med ægtefælleudlægget. Imødekommes begæringen vil ægtefællefælleudlægget blive annulleret og boet i stedet undergivet bobestyrerbehandling.

En af fordelene ved at vælge ægtefælleudlægget er at efterlevende ægtefælle ikke er undergivet rådighedsbegrænsninger, som tilfældet er ved et uskiftet bo. Der er tale om et egentligt skifte, hvilket også gør, at ægtefællen frit kan indgå nyt ægteskab. Som skitseret er der dog også faldgrupper ved ægtefælleudlægget, som der er ved enhver anden skifteform. Når man har mistet, er det som regel ikke overskud, man har mest af. Arveloven og skifteformer er sikkert det sidste, man ønsker at bruge sin tid på, og det er her advokaten kommer ind i billedet! Advokaten vil kunne bistå med råd og vejledning, sådan at den mest hensigtsmæssige skifteform vælges, ligesom advokaten selvfølgelig også kan være behjælpelig med selve bobehandlingen. Tag som et minimum altid en indledende drøftelse med en advokat inden boet udleveres– det kan blive dyrt at lade være!