DNS-blokering af hjemmesider med hjemmel i Lægemiddelloven

Den første hjemmeside er for nylig blevet blokeret med hjemmel i lægemiddellovens § 39 b, stk. 1. Det drejer sig om hjemmesiden 24hdiet.com, der efter Lægemiddelstyrelsens opfattelse markedsfører ulovlige lægemidler til danske forbrugere.

Lægemiddellovens § 39 b, der trådte i kraft den 1. juli 2011, forbyder nemlig internetudbydere i Danmark, at formidle adgang til hjemmesider udenfor EU og EØS, der udbyder lægemidler til danskerne i strid med lægemiddelloven. ”Formidle adgang til” skal i denne forbindelse forstås som ”ikke blokere adgangen til”, idet internetudbydere som bekendt ikke vælger hvilke sider på Internettet de formidler adgang til, men derimod formidler adgang til Internettet som sådan.

Hensigten med den nye bestemmelse er naturligvis at hindre, at ulovlig og potentielt farlig medicin markedsføres via Internet til de danske forbrugere, og bestemmelsen har følgende ordlyd:
§ 39 b

Stk. 1. Det er ikke tilladt for erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere at formidle adgang til et internetdomæne, hvorfra der i strid med § 7, § 39, stk. 1, eller § 60, stk. 1, forhandles lægemidler til brugerne, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke, hvis internetdomænet er ejet af en tjenesteyder, som er etableret i et land inden for EU eller EØS.

Måden forbudet skal føres ud i livet, er ved hjælp af såkaldte DNS-blokeringer. En DNS-blokering foretages af den enkelte internetudbyder, og vil medføre, at hjemmesiden bag et givent domænenavn ikke længere kan tilgås gennem dette domænenavn.

Det er således hensigten, at en DNS-blokering iværksættes af internetudbyderne, efter modtagelse af en henstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen skal inden da have vurderet, at hjemmesiden handler klart i strid med lægemiddelloven og have forsøgt at bringe ulovlighederne til ophør ved henvendelse til hjemmesideejeren, med mindre en sådan henvendelse vurderes at være formålsløs.

Nægter en internetudbyder herefter at efterkomme Lægemiddelstyrelsens henstilling, kan Lægemiddelstyrelsen med § 39 b i hånden, gennemtvinge blokeringen overfor internetudbyderen ved rettens hjælp.

Til dette bemærker lovforslagets tekst, at:

”Det vil herefter være op til domstolene at afgøre, om der i det enkelte tilfælde er tale om en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 39 b, stk. 1 […]”

Det er med baggrund i ovenstående, at Lægemiddelstyrelsen den 5. september 2011 fik nedlagt fogedforbud mod en række danske internetudbydere ved fogedretten i København.

I den konkrete sag blev hjemmesidens indehaver ikke kontaktet forinden, idet Lægemiddelstyrelsen var af den opfattelse, at indehaveren ikke havde til sinds at rette sig efter dansk lovgivning, hvorfor en henvendelse vurderedes at være formålsløs. Lægemiddelstyrelsens rekvisitii i sagen var således udelukkende internetudbyderne, mens hjemmesideejeren ikke var part i sagen.

Rekvisitii gjorde under fogedsagen gældende, at de som udbydere af teleydelser ikke kunne vurdere om et produkt udbudt til salg på Internettet er et ulovligt lægemiddel, og om salget og markedsføringen heraf sker i strid med den danske lægemiddellovgivning. Til trods for, at rekvisitii således nedlagde påstand om nægtelse af forretningens fremme, så fremsatte rekvisitii således ikke egentlige anbringender til støtte for påstanden, men gjorde gældende at de ”... vil herefter lade det være op til fogedretten at vurdere, om grundlaget for at foretage blokering af hjemmesiden er til stede.”
Fogedretten afgjorde sagen på baggrund at de foreliggende oplysninger og forbød herefter internetudbyderne at formidle adgang til hjemmesiden. Samtidig tilpligtede fogedretten internetudbyderne at etablere DNS-blokering af samme. Fogedforbudets rigtighed blev således vurderet af fogedretten udelukkende ud fra rekvirentens oplysninger i sagen, jf. kontradiktionsprincippet og det i sagen fremlagte.

DNS-blokering af hjemmesider gennemtvunget overfor danske internetudbydere ved fogedrettens hjælp aktualiserer en lang række problemstillinger. Disse problemstillinger gennemgås i detaljer i bogen ’Fogedforbud rettet mod netværksoperatørers videreformidling af ophavsretskrænkelser’ forfattet af undertegnede.

Selvom bogens emnekreds begrænser sig til gældende ret mht. blokering af hjemmesider i forbindelse med ophavsretskrænkelser, så er blokeringsformen akkurat den samme, og flere af de fogedretstekniske og retssikkerhedsmæssige problemstillinger genfindes ligeledes bl.a. i bogen.

Den vel nok største forskel på DNS-blokeringer med baggrund i Lægemiddellovens § 39 b, stk. 1, og de i ovennævnte bog omhandlede, er at der i ophavsretskrænkelsestilfældene er tale om en privat rekvirent. På lægemiddelsområdet er det derimod Lægemiddelstyrelsen der som offentlig myndighed, med alt hvad det indebærer, varetager blokeringsinitiativerne. Dertil kommer, at blokeringerne kun kan iværksættes med hjemmel i Lægemiddellovens § 39 b, stk. 1 overfor hjemmesider udenfor EU og EØS, mens der ikke findes en sådan geografisk begrænsning i blokering af hjemmesider i ophavsretskrænkelsestilfældene.

Det skal dog bemærkes, at overtrædelse af Lægemiddellovens § 39 b ikke er strafsanktioneret, og at internetudbyderne er undtaget fra ifaldelse af erstatningsansvar jf. E-handelslovens § 14.Tilbage står dog, at et fogedforbud er en indskærpelse af en bestående handlepligt, og en dermed følgende indskærpelse af sanktionspresset overfor rekvisitus. Internetudbyderne overtræder altså objektivt set forbudet i lægemiddellovens § 39 b hver eneste gang de formidler adgang til en hjemmeside der markedsfører ulovlige lægemidler i strid med lægemiddelloven. Eftersom Internetudbydere ikke udvælger hvilke hjemmesider de formidler adgang til, men formidler adgang til Internettet som sådan, vil internetudbyderne altså overtræde forbudet lige så længe der eksisterer bare en enkelt ikke-blokeret, ikke-EU/EØS-baseret hjemmeside på Internettet der markedsfører lægemidler i strid med lægemiddelloven til danske forbrugere.

Marts 2011

Download artiklen HER.

November 2010

Tiden er over os, hvor det kan blive nødvendigt med ekstra foranstaltninger, der skal sikre, at byggeriet kan fortsætte uden tab af kvalitet, selv om vejret skifter, og det bliver koldt.

Regulering af disse såkaldte vinterforanstaltninger sker efter vinterbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen, der i nyeste udgave hedder Erhvervs- og Byggestyrelsens bekendtgørelse nr. 995 af 6. oktober 2006, omfatter visse bygge- og anlægsarbejder, der udføres i vinterperioden fra den 1. november til den 31. marts. Vinterforanstaltninger opdeles i årstids- og vejrligsbestemte foranstaltninger. Årstidsbestemte foranstaltninger kan beskrives som nødvendige foranstaltninger på grund af årstiden, men uafhængig af det aktuelle vejrlig, f.eks. lysforhold, hvor vejrligsbestemte foranstaltninger er afhængig af det aktuelle vejr, f.eks. beskyttelse mod frost, snerydning mv.

Efter vinterbekendtgørelsen er entreprenøren forpligtet til at holde byggeriet i gang i vinterperioden med normal arbejdsindsats og således, at der ikke, på grund af vejret, sker skade på materialer og konstruktioner. Byggeriet skal ikke holdes i gang under alle forhold. Der findes en såkaldt ulempegrænse. Grænsen nås, når arbejdet, selv om der udføres sædvanlige vinterforanstaltninger i et normalt omfang, ikke kan holdes i gang.

Overfor entreprenørens pligt står bygherrens pligt til i sit udbudsmateriale at angive et skøn over art og omfang af vinterforanstaltninger jf. bilag 1 til vinterbekendtgørelsen f.eks. snerydning, grusning og afisning.

Overtrædelse af disse ovennævnte forpligtigelser kan medføre bødestraf. Både for entreprenør og bygherrer.

Baggrunden for vinterbekendtgørelsen er, at det er dyrt for bygherren, samfundet og for de enkelte entreprenører, hvis byggeriet i større eller mindre omfang ligger stille i vinterperioden. For bygherren betyder det lange byggeperioder. For samfundet kan det betyde store udgifter bl.a. i form af udbetaling af dagpenge til hjemsendte arbejdere, og for entreprenøren er det svært at planlægge, når der er meget stor forskel på aktivitetsniveauet fra sommer til vinter.

Et problem, der ofte opstår mellem bygherre og entreprenør, er spørgsmålet om betaling for vinterforanstaltninger. Selv om vinterbekendtgørelsen pålægger entreprenøren at udføre foranstaltningerne, betyder det ikke nødvendigvis, at det skal ske uden betaling. Vinterbekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelser om betaling for vinterforanstaltninger.

Hvis der ikke i entreprisekontrakten er skrevet noget om betaling for vinterforanstaltninger, må udgangspunktet være, at entreprenøren afholder omkostningerne til de nødvendige vinterforanstaltninger. Bygherrer og entreprenør vil, ikke overraskende, i et sådant tilfælde ofte have forskellige opfattelser af, hvad der er nødvendigt. Foranstaltningerne skal sikre, at byggeriet skrider frem. Det må i det konkrete tilfælde vurderes, hvilke foranstaltninger, der er nødvendige for at dette sker. Hvis der for entreprisen er udarbejdet en tidsplan, må nødvendige vinterforanstaltninger være, det der skal til, for at entreprenøren kan holde tidsplanen.

I forbindelse med Vinterbekendtgørelsen har Økonomi- og Erhvervsministeriet udgivet: ”Vejledning om bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder i perioden 1. november til 31. marts”.

I vejledningen anbefales det, at der indgås en aftale mellem bygherren og entreprenøren om, hvorledes betaling for vinterforanstaltninger skal ske. Aftalen bør sigte på betaling for de vejrligsbestemte foranstaltninger, som entreprenøren udfører, og det vil være misligholdelse af entrepriseaftalen fra bygherrens side, hvis bygherren ikke betaler disse foranstaltninger.

Det kan altså aftales mellem bygherren og entreprenøren, at vinterforanstaltninger udføres som ekstraarbejde.

Hvis ikke entreprenøren har indgået en sådan aftale, og derfor ikke har krav på særskilt betaling, kan det medføre store ekstraomkostning for entreprenøren, der helt afhænger af, hvorledes vejret arter sig. En risiko forbundet med stor usikkerhed, der for mange entreprenører ikke vil være acceptabel.

Dansk Byggeri har udarbejdet et sæt standardforbehold, senest af maj 2008, der bl.a. vedrører betaling for vinterforanstaltninger. Det fremgår af standardforbeholdets pkt. 4, at ”Årstidsbestemte vinterforanstaltninger” er indeholdt i tilbudssummen, mens ”Vejrligsbestemte vinterforanstaltninger” er ekstraarbejde. Det følger endvidere af standardforbeholdet, at når de ”Vejrligsbestemte” vinterforanstaltninger er beskrevet i en vintertilbudsliste, betales der efter listens enhedspriser. Hvis der ikke foreligger en sådan liste, udføres ”Vejrligsbestemte” vinterforanstaltninger som regningsarbejde.

Der vil også være tale om regningsarbejde, hvis der i entreprisekontrakten alene står, at vinterforanstaltninger betales som ekstraarbejde. Efter princippet i købelovens § 5 vil bygherren i denne situation være forpligtet til at betale det, entreprenøren forlanger, så længe det ikke er ”ubilligt”.

Det vil derfor ofte være en god ide for bygherren, på forhånd at få afklaret, hvad prisen på forskellige vinterforanstaltninger er. Dette kan gøres i form af en vintertilbudsliste, som nævnt i Dansk Byggeris standardforbehold.

Juni 2010

Den 1. marts 2010 trådte store dele af den nye selskabslov i kraft, og med loven fulgte en række ændringer i henhold til kapitalkrav, selskabets ledelse, indkaldelse til generalforsamling m.v. Disse ændringer medfører ligeledes, at selskabsvedtægter, der følger reglerne for de tidligere selskabslove, skal ændres for at opfylde reglerne i den nye selskabslov. I henhold til selskabsloven § 55 stk. 2, skal vedtægterne bringes i overensstemmelse med den nye selskabslov på den førstkommende generalforsamling. Nærværende indlæg behandler – i oversigtsform – hvilke ændringer, der er nødvendige, og hvilke ændringer der kan anbefales.

Nødvendige ændringer:

Indkaldelse til generalforsamling:

Tidligere skulle generalforsamlingen indkaldes med et varsel på mindst 8 dage.

I henhold til den nye selskabslov skal indkaldelse til generalforsamlingen foretages tidligst 4 uger og senest 2 uger før generalforsamlingen.

Frist for fremlæggelse af dagsorden, fuldstændige forslag og årsrapport (aktieselskaber):

Tidligere skulle ovennævnte dokumenter være tilgængelige til eftersyn for aktionærerne mindst 8 dage før generalforsamlingen.

I henhold til den nye selskabslov skal dokumenterne være tilgængelige senest 2 uger før generalforsamlingen.

Frist for aktionærernes indsendelse af emner, som ikke kan nægtes optaget på dagsordnen:

Tidligere havde en aktionær krav på at få optaget et bestemt emne på dagsordnen blot anmodningen var indsendt ”i så god tid, at emnet kunne medtages på generalforsamlingen”.

I henhold til den nye selskabslov skal anmodningen fremsættes senest 6 uger før generalforsamlingens afholdelse. Modtager aktieselskabet anmodningen senere end 6 uger før generalforsamlingens afholdelse, afgør det centrale ledelsesorgan, om kravet er fremsendt i så god tid, at emnet kan optages på generalforsamlingen.

Ledelsesstrukturen i anpartsselskaber:

Tidligere kunne et anpartsselskab ledes af enten en bestyrelse eller af en direktion eller af såvel en direktion og en bestyrelse.

I henhold til den nye selskabslov er det ikke længere muligt, at selskabet alene ledes af en bestyrelse. Såfremt anpartsselskabet alene ønsker ét ledelsesorgan, skal dette således være en direktion.

Anpartsselskaber der for nuværende alene ledes af en bestyrelse, skal senest 1. marts 2014 opfylde de nye krav til ledelsesstruktur.

Anbefalede ændringer:

Vedtægtsbestemmelser om alternativ indkaldelse til generalforsamling samt alternativ afholdelse heraf:

I henhold til den nye selskabslov er det, såfremt dette er bestemt i vedtægterne, muligt at indkalde til generalforsamlingen via hjemmesiden, ligesom det kan bestemmes, at generalforsamlingen kan afholdes uden fysisk fremmøde, f.eks. skriftligt. Afhængigt af det enkelte selskab, kan en sådan forenkling af indkaldelsen samt afholdelsen af generalforsamlingen være anbefalelsesværdig.

Indholdet af en ejeraftale (f.eks. bestemmelser om forkøbsret, køberet, m.v.):

Da den nye selskabslov fastslår, at ejeraftaler (aktionær-/anpartsoverenskomster) ikke er bindende for selskabet, anbefales det, at indholdet af en ejeraftale i videst muligt omfang indarbejdes i vedtægterne.

Ændringer af betegnelser og begreber:

Efter indførelsen af den nye selskabslov er der sket en række ændringer i betegnelserne. F.eks. betegnes en aktionær/anpartshaver nu ”kapitalejer”, aktie-/anpartskapitalen betegnes nu som ”selskabskapital”, aktionær-/anpartshaverfortegnelse betegnes nu som ”ejerbog” og aktionær-/anpartsoverenskomst betegnes nu som en ”ejeraftale”. Selvom det ikke er en betingelse, kan det således være anbefalelsesværdigt at tilrette vedtægterne i overensstemmelse med de nye betegnelser.

Ændringer i øvrigt:

Den nye selskabslov indeholder ikke krav om, at vedtægterne skal angive hjemstedskommune, antal bestyrelsesmedlemmer, revisor og regnskabsår. Selskabsledelsen bør således vurdere, om det er hensigtsmæssigt at forenkle vedtægterne, så de blot medtager de nye lovkrav.

Da vedtægterne uanset skal ændres, er det endvidere oplagt at overveje, om det er relevant at foretage andre ændringer eller tilføjelser på baggrund af de nye muligheder som selskabsloven åbner mulighed for. Herunder f.eks. kapitalnedsættelse, udstedelse af stemmeløse kapitalandele, øget mulighed for stemmedifferentiering m.v.

Juni 2010

Hvis ikke man er opmærksom på overgangsreglerne i den nye forældelseslov kan det meget vel være tilfældet. Den nye forældelseslov, der trådte i kraft 1. januar 2008 nedsatte forældelsesfristen for almindelige fakturakrav fra 5 år til 3 år og for gældsbreve, forlig, domme eller påtegnede betalingspåkrav, fra 20 til 10 år.

Selv om loven trådte i kraft 1. januar 2008 skal loven også anvendes på krav der ikke var forældet ved lovens ikrafttræden. For at administrere overgangen blev der i den nye lov indsat en række overgangsregler. Overgangsreglerne regulerer forholdet mellem de tidligere gældende forældelsesregler og den nye forældelseslov. Ifølge overgangsreglerne vil et krav senest være forældet 1. januar 2011, medmindre
kravet inden dette tidspunkt ville være forældet både efter den nye lov og efter de gamle lovbestemmelser. Hvis det er tilfældet, at forældelsen er indtrådt – både efter de nye og de gamle regler – skal det seneste af de to tidspunkter som udgangspunkt anvendes.

Overgangsordningen har betydning i perioden fra den nye forældelseslovs ikrafttræden og frem til 1. januar 2011. Efter 1. januar 2011 er de tidligere gældende forældelsesregler udfasede, og alene den nye forældelseslove regulerer herefter forældelsesspørgsmål (særlovgivning kan finde anvendelse i konkrete tilfælde).

Derfor kan det være en god ide at få kigget på sine udestående fakturaer så ikke et krav fortabes som følge af forældelse. Her skal man særligt være opmærksom på at det efter den nye forældelseslov ikrafttræden ikke længere er tilstrækkeligt at fremsende en påmindelse for at afbryde forældelsen. Nu kræves enten en erkendelse fra skyldners side eller iværksættelse af retslige skridt.

Kontakt din inkassoadvokat for nærmere oplysning om konkret anvendelse af reglerne.

Juni 2010

I en ny offentliggjort dom – T:BB 2010.232 – som undertegnede førte for landsretten, har Vestre Landsret klargjort den lejeretlige retsstilling på ikke mindre end to punkter.

Sagen omhandlede fraflytningen af et boliglejemål. Lejemålet var nyistandsat ved indflytningen, og det var i lejekontrakten aftalt, at det skulle afleveres nyistandsat. Af lejekontraktens § 11, som var et tillæg på 2½ side, og som var indsat i typeformularen fremgik det blandt andet, at alle bestemmelser i § 11 var at anse som særligt fremhævede, og at fristen i lejelovens § 98, stk. 2 for at fremkomme med mangelsindsigelser var forlænget til 3 måneder. Alle vilkårene i § 11 stod med ensartet skrifttype dog med løbende overskrifter. Lejer havde underskrevet hver enkelt side i lejekontrakten.

Lejer fraflyttede lejemålet den 31. oktober 2006, mens nøglen først blev afleveret den 6. januar 2007 i forbindelse med at der blev afholdt flyttesyn. Udlejer fremsendte flytterapport den 16. januar 2007 med krav om betaling af ca. 28.000,00 kr. fortrinsvis for maling af lejemålet.

Udlejer havde i mellemtiden solgt ejendommen til nedrivning, og udlejer havde underskrevet købeaftalen i december 2006, mens køber først skrev under i februar 2007, og dermed efter at lejemålet var blevet malet. Fra februar og til maj hvor køber overtog ejendommen var lejemålet genudlejet og de samlede lejeindtægter beløb sig til ca. 12.000,00 kr.

Lejer protesterede mod flytteopgørelsen både med hensyn til, at lejemålet ikke trængte til at blive malet, at udlejer ikke havde fremsendt flytteopgørelse rettidigt, og at udlejer ikke havde dokumenteret noget tab, da ejendommen var solgt til nedrivning.

I byretten fik lejer medhold, idet byretten kom frem til, at bestemmelsen om at udlejer havde 3 måneder til at komme med indsigelser, ikke var særligt fremhævet i lejekontraktens § 11, jf. lejelovens § 5.

Landsretten omstødte byretsdommen og fandt, at bestemmelsen i § 11 var særligt fremhævet, hvorfor udlejers flytteopgørelse var kommet rettidig frem, uanset om nøglerne til lejemålet var blevet afleveret ved fraflytningen eller først den 6. januar. Landsretten accepterede også, at udlejer havde haft et tab som følge af lejers fraflytning, idet det var nødvendigt at male lejemålet, før det kunne genudlejes. At udbedringsomkostningerne beløb sig til 28.000 kr., mens udlejers lejeindtægt i den efterfølgende periode alene udgjorde 12.000 kr. medførte ikke at udlejers krav skulle sættes ned.

Ud fra landsretsdommen kan for det første konkluderes, at fremhævelseskravet i lejekontraktens § 11 ikke er afhængig af, at hver enkelt bestemmelse fremstår forskellig fra de øvrige. At alle vilkårene i § 11 fremstår med ens skrifttype m.v. medfører ikke, at en eller flere af vilkårene bliver ugyldige. Det er også den logiske konklusion, men det har i lang tid været omdiskuteret i både teori og praksis. Men enhver anden løsning ville medføre et sandt stormløb af sagsanlæg mod udlejere, da samtlige danske lejere ville forsøge at få vilkårene i deres egen lejekontrakt tilsidesat som ugyldige, hvilket igen ville medføre, at den gængse typeformular A8 ville skulle laves om. Der kan derfor kun ses med glæde på, at landsretten nu en gang for alle har slået det fast.

For det andet kan det af landsretsdommen udledes, at udlejers krav på erstatning for istandsættelsesomkostninger kun bortfalder, såfremt ejendommen bliver solgt til nedrivning umiddelbart efter lejers fraflytning, og uden at der i mellemtiden har været andre lejere i lejemålet, og at det ikke kan dokumenteres, at den manglende istandsættelse har medført en mindre salgspris for ejendommen. I den konkrete sag var der en anden lejer i lejemålet i 3 måneder. Dommen kan dog ikke forventes at beskytte udlejere, som indgår en lejeaftale rent proforma, for perioden mellem lejers fraflytning og nedrivningen blot for at kunne omgå retspraksis.

Juli 2011

I forhold til ejer

Behold kundens maskine – indtil reparationen er betalt.

Problemet med indkrævning af reparationsregninger har en relativ simpel løsningsmulighed. Det er ikke alle, der kender løsningen, men den kommer her. 

Hvis landmand Jensen har fået repareret sin mejetærsker, og reparatøren får på fornemmelsen, at det ikke bliver nemt at få Jensen til at betale regningen, så skal reparatøren ikke udlevere mejetærskeren og sende den sædvanlige faktura med en længere kreditperiode. Selv om reparatøren normalt følger denne fremgangsmåde, og også har fulgt den overfor Jensen tidligere (dog uden at have forpligtet sig til det). 

Efter dansk ret er der i den beskrevne situation adgang til, at reparatøren nægter at udlevere mejetærskeren, før Jensen har betalt regningen for den udførte reparation. 

Denne tilbageholdelsesret er ofte ganske effektiv og får typisk landmanden til at betale for at få sin dyre maskine tilbage. 

Der er ikke nogen nedre grænse for, hvornår man kan tilbageholde maskinen, da retten udspringer af, at reparatøren har udført sin del af aftalen, og nu skal have sit tilgodehavende. 

Hvis Jensen herefter betaler, skal mejetærskeren udleveres, dvs. at reparatøren meddeler Jensen, at betalingen nu er modtaget, og at maskinen kan afhentes. 

Hvis Jensen ikke betaler i nogen tid, er reparatøren forpligtet til at tage sig forsvarligt af mejetærskeren i denne periode. Det indebærer bl.a. at maskinen skal være aflåst og evt. stå i en aflåst hal, beskyttet for vejr og vind, på samme vis som reparatørens øvrige maskiner af samme slags. 

Tilbageholdsretten er umiddelbart kun en ret til at nægte udlevering. Hvis reparatøren aktivt vil inddrive tilgodehavendet, skal man igennem den sædvanlige proces med inkasso og evt. sagsanlæg.  

Hvis Jensen fortsat ikke betaler, og mejetærskerens værdi efter et længere tidsrum ikke længere overstiger reparatørens tilgodehavende, er reparatøren ikke længere forpligtet til at opbevare mejetærskeren. Det samme gælder, hvis opbevaringsomkostningerne overstiger maskinens værdi. Når det tidligste af de to tidspunkter er nået, har reparatøren ret til at sælge maskinen for at få dækket sit krav eller sine opbevaringsomkostninger. Det vil inden et salg være klogt at kontakte landmanden skriftligt en sidste gang og oplyse, at maskinen vil blive solgt, hvis han ikke betaler. Det vil formentlig ikke komme til et salg ved tilbageholdelse af en mejetærsker, men det kunne være tilfældet for mindre værdifulde maskiner. 

Reparatøren kan ikke tilbageholde maskinen, hvis Jensen har betalt for den foretagne reparation, men derudover skylder reparatøren penge for tidligere reparationer eller i andre forbindelser. Tilbageholdelsesretten knytter sig kun til den reparation, der var årsag til, at reparatøren kom i besiddelse af maskinen – men her er den også ganske effektiv.     

I forhold til andre rettighedshavere 

Tilbageholdsretten for reparatører har rødder langt tilbage. Det er ikke en ret, der følger af lov, men en ret, der er udviklet gennem retspraksis. Omfanget af tilbageholdsretten er blevet diskuteret løbende, særligt i forbindelse med domme, der (måske) har udvidet området for tilbageholdsretten. 

Hvis reparatøren har tingen i sin besiddelse, hvis han har repareret tingen ifølge aftale med tingens ejer og reparationen enten har tilført tingen værdi eller opretholdt status quo (dvs. det er ikke en unødvendig reparation) og hvis reparatøren kræver men ikke umiddelbart får kontant betaling, når ejeren kommer for at hente tingen, så har reparatøren ret til at holde tingen tilbage, indtil betaling sker, eller evt. indtil sikkerhedsstillelse for betaling sker. 

Ved udlevering af tingen bortfalder retten. Det minder lidt om den standsningsret, som en sælger har, hvis køber ikke kan (eller velbegrundet må antages ikke at kunne) betale for en solgt ting, som sælger skal levere. Tilbageholdsretten er kun et pressionsmiddel til at få kontant betaling, det er ikke en ret til at sælge tingen og som den første få del i salgssummen til at dække sit krav. På den måde adskiller tilbageholdsretten fra en panteret. 

De fleste diskussioner om omfanget af tilbageholdsret kommer i forhold til andre end ejeren, når andre også har rettigheder over den reparerede ting.   

Forholdet mellem reparatøren og andre, der har eller får rettigheder over samme ting, for eksempel panthavere eller kreditorer, er mere kompliceret end forholdet mellem reparatør og tingens ejer. 

Det nemme først : hvis en reparatør får indleveret en ting til reparation og reparerer i aftalt, rimeligt omfang, må senere tilkomne panthavere, kreditorer og andre tredjemænd med rettigheder over tingen respektere tilbageholdsretten. 

Hvis ejer efter indlevering af tingen til reparation går konkurs, og hvis ejers konkursbo kæver tingen udleveret, fordi tingen hører med til konkursmassen (men uden forudgående rettigheder i øvrigt) har konkursboet ikke ret til at få tingen udleveret uden betaling for reparationen. 

Den mere komplicerede: hvis en reparatør får indleveret en ting til reparation og reparerer i aftalt, rimeligt omfang, og hvis der forud for reparationen er rettigheder over tingen, f.x. ejendomsforbehold eller panterettigheder, skal de forudgående rettigheder som udgangspunkt respekteres, og så kan der ikke ske tilbageholdelse. 

Der er dog undtagelser til dette udgangspunkt, som kommer reparatøren til gode: 

Den første og klareste undtagelse gælder reparationer, der har været nødvendig for at bevare tingen i funktionsdygtig stand eller er et led i forsvarlig vedligeholdelse af tingen. I sådanne tilfælde må forudgående panthavere, kreditorer og andre tredjemænd med rettigheder over tingen som hovedregel respektere tilbageholdsretten. Hvis reparatøren insisterer på at beholde tingen, indtil reparationen er betalt, må rettighedshaverne derfor respektere dette. 

Den anden og lidt mere problematiske undtagelse gælder reparationer, der forøger tingens omsætningsværdi, eksempelvis isættelse af en kraftigere motor. Værdiforøgelsen går her forud for forudgående panthavere, kreditorer og andre tredjemænd med rettigheder over tingen. De skal som hovedregel respektere tilbageholdsretten, men da tilbageholdsretten er baseret på værdiforøgelsen, kan man ikke nødvendigvis kræve hele sin regning betalt. Hvis regningen overstiger værdiforøgelsen, er det omtvistet, om reparatøren kan tilbageholde maskinen indtil hele regningen er betalt, eller om udlevering skal ske når alene værdiforøgelsen er betalt. 

Den tredje og mest problematiske undtagelse er ekstinktion af tidligere rettigheder. Kun tidligere rettigheder, der er ugyldige eller ikke sikret på rette vis, kan ekstinkveres. Ekstinktion kræver derudover, at reparatøren har tingen i sin besiddelse og er i god tro. Den gode tro omfatter både ejerens ret til at disponere over tingen og at reparatøren er uden kendskab til de forudgående rettigheder. Dette er en meget snæver undtagelse; oftest sættes kravet til god tro så højt, at det er uopnåeligt for reparatøren, som så ikke har tilbageholdsret. 

Om en reparatør skal udlevere den reparerede maskine til et konkursbo eller tredjemand, der kræver maskinen udleveret til sig på grund af tidligere rettigheder, kommer derfor an på, om reparationen falder ind under en af undtagelserne ovenfor. Hvis en reparatør har tilbageholdsret overfor et konkursbo, er der desuden på visse betingelser adgang for reparatøren til at foretage udlæg og sælge maskinen til dækning af kravet på trods af konkursen, jf. konkurslovens § 31, stk. 2. 

Summa summarum: 

En forsigtig reparatør bør uden forudbetaling kun foretage reparationer, der er nødvendige for at bevare tingen i funktionsdygtig stand eller er et led i forsvarlig vedligeholdelse af maskinen eller som klart forøger maskinens omsætningsværdi – de reparationer er der nemlig tilbageholdsret for. Betaling for alle reparationer derudover har reparatøren sandsynligvis ikke nogen tilbageholdsret for, og derfor bør en forsigtig reparatør i de tilfælde overveje at kræve forudbetaling fra kunden.   

Eva Kaya
(En artikel bragt i Dansk Maskinhandlerforenings medlemsorientering)

November 2010

Incotermsregler 2010 fastlægger købers og sælgers forpligtelser ved levering af salgsgenstande i henhold til en købs- og salgsaftale. Det er de autoritative regler, der bestemmer, hvordan omkostninger og risiko fordeles mellem parterne. Incotermsreglerne inkorporeres overalt i verden i købs- og salgskontrakter. Der er nu fremkommet incoterms 2010 med ikrafttræden 01.01.2011.

De første Incoterms kom i 1936.

Incoterms 2010 opdaterer reglerne vedrørende levering og reducerer reglerne fra 13 til 11.

Der er indført 2 nye regler DAT og DAP.

Disse nye regler har erstattet reglerne i Incoterms 2000 DAF, DES, DEQ og BBU.

DAT angiver Delivered at Terminal (leveret i terminal).
DAP angiver Delivered at Place (leveret angivet plads).

De 2 nye regler kan anvendes ved enhver transportform.

Samtidig har Incoterms fået en ny underskrift: ”ICC regler om brug af indenlandske og internationale salgsklausuler”. Dette skyldes en stadig mere hyppig anvendelse, dels at handlende ofte anvender Incotermsreglerne i ren nationale handler, dels en øget anvendelse i USA, hvor man tidligere benyttede transport- og leveringsklausuler i Uniform Commercial Code.

Oktober 2010

For autoriserede forhandlere af varemærke-produkter er givet vid adgang til at bruge varemærket i forhandlerens lokaler, på reklamer, bannere, brevpapir osv. Men hvilken adgang er der til at bruge andres varemærke, hvis man ikke blev udvalgt som autoriseret forhandler af varemærke-produktet - eller hvis forhandleraftalen er ophørt?

Som hovedregel er det tilladt en forhandler at bruge andres varemærke på en måde, der er sædvanlig i den pågældende branche, og som ikke tilføjer alvorlig skade på mærkets omdømme, i forbindelse med at forhandleren ønsker at gøre offentligheden bekendt med forhandlingen af de pågældende varemærke-produkter. Desuden må mærket ikke anvendes på en måde, som giver indtryk af, at der er en erhvervsmæssig forbindelse mellem forhandleren og varemærkeindehaveren. Ud fra disse hovedregler er det dog ikke helt nemt i praksis at finde ud af, hvor grænsen går for lovlig brug af andres varemærke.

Retspraksis i Danmark og ved EF-domstolen har dog på det seneste forsøgt at finde frem til grænsen, særligt i forhold til brug af varemærker på internettet, som er en meget stor markedsføringsfaktor.

Hvis en forhandler bruger andres varemærke i sit firmanavn, logo, som del af sin hjemmesideadresse eller sin emailadresse, giver man indtryk af, at der eksisterer en erhvervsmæssig forbindelse mellem forhandleren og varemærkeindehaveren. Det er ikke tilladt uden varemærkeindehaverens samtykke. Det samme gør sig gældende for anvendelse af andres varemærke på ens brevpapir og i emailkorrespondance og anden kommunikation.

Varemærkerne må anvendes i identifikationsøjemed, som en information om, hvilke varer eller tjenesteydelser den uautoriserede forhandler sælger, ikke som primært blikfang i eller udenfor salgslokaler og eller ved reklame. Der er ikke nogen klare regler for skiltning, reklamesøjler, bannere, flag mv. Hvis det i en branche er kutyme, at en forhandlers anvendelse af varemærket på skilte, bannere i sine lokaler mv. viser, at det er en autoriseret forhandler, vil anvendelse af varemærket på denne måde være i konflikt med varemærkeloven og god markedsføringsskik.
Ved søgning på nettet har det været omtvistet, hvor grænsen går, men det er nu kommet mere klarhed over. Man kan søge efter varemærkeprodukter på nettet ved at taste selve varemærket ind og søge på det. Ved en sådan søgning fremkommer dels en masse dokumenter, hvori varemærket indgår - men der kommer også en del reklamer. Reklamerne dukker op, fordi forhandlere af et produkt har betalt søgemaskinen for at blive vist for brugere af søgemaskinen, der søger på et eller flere bestemte søgeord - for eksempel et varemærke.

Domspraksis i Danmark og EU har i løbet af det seneste år lagt sig fast på en linie vedr. søgeord og reklamer.

Hvis der er tale om et velkendt varemærke, for traktorer eksempelvis varemærket "John Deere", må en forhandler kun anvende dette som søgeord, hvis han har fået samtykke hertil af varemærkeejeren. Det får alene autoriserede forhandlere. Det samme forbud gælder for søgeord, der er forvekslelige med et varemærke eller søgeord med små stavefejl i forhold til varemærket, hvis det er et velkendt mærke.

Almindelige varemærker nyder ikke helt så udstrakt beskyttelse. Her kan man anvende varemærket som søgeord, men i stedet er udformningen af ens annonce på nettet er meget vigtig. Hvis det af annoncen klart fremgår, at der ikke er en økonomisk forbindelse mellem forhandleren og varemærkeindehaveren, overtrædes varemærkelovgivningen ikke. Hvis annoncen snylter på et andet varemærke, er det i strid med markedsføringsretten. I praksis betyder det, at der er en meget begrænset adgang til at anvende andres varemærke som søgeord.

Januar 2011

Højesteret har ved 3 domme den 17. december 2010 afklaret den fremtidige retspraksis i henhold til ansættelsesbevisloven.

Baseret på et EU-Direktiv af 1991 fik vi i Danmark i 1992 ansættelsesbevisloven, der på en række punkter fastslår minimumsbetingelserne for de oplysninger, som en arbejdsgiver senest 1 måned efter en medarbejders tiltræden skriftligt skal forsyne medarbejderen med om dennes ansættelsesvilkår for ansættelsen.

Endvidere har arbejdsgiveren pligt til at give lønmodtageren skriftlig meddelelse om ændringer senest 1 måned efter, at ændringerne er trådt i kraft.

Arbejdsgiverens manglende overholdelse er sanktioneret med en skattefri godtgørelse til medarbejderen afhængig af grovheden af overtrædelsen.

Loven er flere gange ændret, senest i 2007, og siden da har det givet anledning til betydelig tvivl, efter hvilke kriterier godtgørelse skal udmåles i i den type sager.

Højesteret har imidlertid ved de 3 domme den 17. december 2010 baseret på en nøje gennemgang af det hidtidige lovgrundlag, forarbejder m.v. fastlagt niveauet for godtgørelse, således at mange fremtidige tvister formentlig herved kan undgås.
 

HOVEDSAGEN

I den centrale sag var forholdet det, at en lønmodtager var ansat hos en arbejdsgiver fra 1. september 2006 til 12. marts 2007.

Lønmodtageren fik ikke på noget tidspunkt under ansættelsen udleveret et ansættelsesbevis, og det medførte usikkerhed vedrørende lønmodtagerens opsigelsesvarsel, ligesom der opstod uoverensstemmelser om overarbejdsbetaling og betaling af pensionsbidrag.

Arbejdsgiveren havde rent faktisk i flere tilfælde undladt at udstede ansættelsesbeviser, ligesom arbejdsgiveren ikke havde efterkommet en opfordring fra lønmodtageren, da lønmodtageren i hvert fald en gang bad om at få udleveret et ansættelsesbevis.

Højesteret fastsatte i det konkrete tilfælde en godtgørelse til kr. 10.000,00, idet højesteret ikke fandt, at der var tilstrækkelige grunde til, at der forelå skærpende omstændigheder, således at der skulle være tale om en særlig høj godtgørelse.

Godtgørelsen blev herefter fastsat til kr. 10.000,00.

Det interessante er imidlertid Højesterets redegørelse i sagen for udmålingsprincipperne i fremtidige sager.

HØJESTERETS UDMÅLINGSPRINCIPPER

Bagateller

Såfremt ansættelsesbeviser er behæftet med en eller flere mangler, som er undskyldelige og uden konkret betydning for lønmodtageren, f.eks. gade nr. på ansættelsesstedet, gælder bagatelgrænsen i lovens § 6, således at godtgørelsen skal fastsættes i intervallet fra kr. 0-1.000,00.

Højesteret finder, at foreligger der i øvrigt mangler ved et ansættelsesbevis, eller er et sådant ikke udstedt, uden at forholdet har en konkret betydning for lønmodtageren, bør godtgørelsen som udgangspunkt fastsættes til et beløb på godt kr. 5.000,00, afhængig af forholdets karakter.

I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen efter Højesterets opfattelse fastsættes til kr. 2.500,00.

Højesteret anfører, at for at nedsætte godtgørelsen, eventuelt at lade den bortfalde, taler, at arbejdsgiveren uden videre retter for sig efter, at forholdet er påtalt.

Omvendt kan et moment, der taler for, at godtgørelsen forhøjes være, at arbejdsgiveren undlader at rette for sig.

Mangler i øvrigt

Højesteret finder, at i de tilfælde, hvor der er opstået tvist om ansættelsesforhold eller konkret risiko herfor, som korrekt opfyldelse af oplysningspligten kunne have afværget, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til op til kr. 10.000,00, normalt til cirka kr. 7.500,00.

Forhold, der taler for, at godtgørelsen skal forhøjes, skal være, at ansættelsesbevis indeholder vilkår, som er vildledende i forhold til lønmodtagerens retsstilling efter lov eller overenskomst, og at det har medført risiko for tab af rettigheder, samt at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde.

Skærpede omstændigheder

Højesteret præciserer endelig, at foreligger der såkaldt skærpede omstændigheder, som arbejdsgiverens bevidste forsøg på at omgå lønmodtagerens rettighed eller vedholdende passivitet overfor gentagne opfordringer til at udstede et ansættelsesbevis, kan godtgørelsen udmåles til et beløb på op til 20 ugers løn.

Højesteret finder dog, at udmåling af godtgørelse på over kr. 25.000,00, bør være forbeholdt ved særlig grove tilfælde, som samtidig har udsat lønmodtageren for risiko for at lide betydelige tab.

Det er med baggrund i ovenstående, at Højesteret fandt, at godtgørelsen i den konkrete sag skulle andrage kr. 10.000,00.

Det meget positive i forløbet er, at Højesteret her i den konkrete sag udtaler sig om generelle retningslinier vedrørende fortolkning af en konkret lovbestemmelse. Det er meget praktisk for rådgivere og involverede parter.
 

August 2010

Funktionærloven indeholder en adgang til at afskedige en medarbejder, der har været syg i 120-dage, med kun en måneds varsel.

For at anvende 120-dagesreglen er det for det første en betingelse, at medarbejderen er funktionær, og at hans eller hendes ansættelseskontrakt indeholder et vilkår om arbejdsgiverens adgang til at anvende reglen med en beskrivelse af reglen.

For det andet skal den ansatte have været syg i 120 dage indenfor de seneste 12 måneder inden afskedigelsen og have modtaget løn for de arbejdsdage, hvor den ansatte var sygemeldt.

For det tredje skal afskedigelsen ske i umiddelbar tilknytning til de 120 sygedage, og medarbejderen skal stadig være syg, når afskedigelsen sker.

I en ny dom fra august 2010 blev en fuldtidsansat mellemleder opsagt efter 120-dages reglen, på en dag, hvor hun mødte på arbejde og i en periode, hvor medarbejderen efter aftale med arbejdsgiveren forsøgsvis arbejdede 2 dage om ugen med henblik på at genoptage arbejdet på fuld tid.

Umiddelbart lyder det ikke til at stemme godt overens med det sidstnævnte kriterium for at anvende reglen. Byretten godkendte anvendelsen af 120-dagesreglen, Landsretten godkendte ikke, men nu har Højesteret godkendt anvendelsen af 120-dagesreglen ved afskedigelsen.

Højesteret fastlagde indledningsvis, at det ikke ændrede ved arbejdsgiverens ret til at anvende 120-dagesreglen, at arbejdsgiver og medarbejder havde lavet en aftale om gradvis tilbagevenden til fuld arbejdstid.

Herefter fastslog Højesteret, at da medarbejderen på opsigelsestidspunktet ikke fuldt ud havde genoptaget sit fuldtidsjob, var hun syg, og kunne derfor afskediges efter 120-dages reglen.

Denne afgørelse udvider anvendelsesområdet for 120-dagesreglen.

Selv om det ikke fremgår af dommen, har det muligvis spillet ind, at prognosen for, at medarbejderen ville blive så rask, at hun kunne genoptage jobbet på fuld tid, ikke var gode. Og at det ikke var holdbart at have en mellemleder ansat på deltid i en længere periode. Det kan også have været af betydning, at sygdommen ikke var forårsaget af virksomheden, da andre domme har bedømt en virksomhed hårdere, hvis sygemelding eksempelvis skyldes en arbejdsulykke.

Men alt dette er spekulation, foreløbig er man syg i funktionærlovens forstand, hvis man ikke har genoptaget sit arbejde fuldt ud.

Juli 2010

Med virkning fra 1. juli 2010 er indført en generel pligt til udstedelse af faktura ved tjenesteydelser til forbrugere. Samtidig bortfalder de ni bekendtgørelser om faktureringspligt, der gjaldt for en del brancher.

For de virksomheder, der før var pålagt faktureringspligt, uanset om kunderne var forbrugere eller virksomheder, betyder dette for det første, at de ikke længere er forpligtet til at udstede fakturaer for udført arbejde i erhvervsforhold. De fleste virksomheder vil dog fortsat kræve en specificeret faktura, hvis de skal betale. For at forebygge uenighed om det udførte arbejde og prisen herfor og for at sikre sig beviser i tilfælde af, at noget går galt, vil det være klogt af en virksomhed at udstede fakturaer til sine erhvervskunder. Også for at overholde gældende moms-, skatte- og bogføringslovgivning.

For de virksomheder, der før var pålagt faktureringspligt, og for alle andre virksomheder, der sælger tjenesteydelser til forbrugere, betyder lovændringen, at det nu ved opkrævning af betaling er lovpligtigt at udstede fakturaer til forbrugere.

Den ny bestemmelse fastslår, at forbrugeren skal have oplysning om det samlede timeforbrug, timepris og om det samlede materialeforbrug, når det har betydning for prisen på tjenesteydelsen. Umiddelbart har forbrugeren derfor ikke krav på yderligere oplysninger. En håndværkerregning, der lever op til de ny lovkrav, vil typisk ikke oplyse en forbruger om, hvilke arbejder, der er blevet udført på hvilke tidspunkter eller hvor lang tid, der er anvendt på de enkelte arbejder eller på kørsel.

Forbrugerne har dog i særlige situationer krav på at få udleveret oplysninger, der sætter dem i stand til at kontrollere prisen på de varer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Særlige situationer omfatter bl.a. den situation, hvor en forbruger henvender sig indenfor 30 dage efter modtagelse af fakturaen, fordi forbrugeren mener, at prisen for tjenesteydelsen er for høj. Den ny bestemmelse pålægger altså forbrugeren at være aktiv ved at afkræve virksomheden oplysninger, og specificere hvilke oplysninger, der ønskes, for at kunne se, hvad forbrugeren skal betale for.

Det er ikke med loven nærmere afgrænset, hvilke oplysninger en utilfreds forbruger kan afkræve den virksomhed, der har leveret og faktureret tjenesteydelsen. Denne usikkerhed har ført til, at Dansk Erhverv anbefaler sine medlemmer uanset den ny lovbestemmelse at fakturere på samme måde som hidtil.

En generel pligt til udstedelse af fakturaer er udmærket. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt, når virksomheder, der lever af tilfredse forbrugerkunder, naturligvis allerede udsteder fakturaer - og når retspraksis anden lovgivning allerede har fastlagt en sådan pligt.

Bestemmelsen er ikke et eksempel på tiltrængt regelforenkling – den er hverken nødvendig, forbrugervenlig eller særlig praktisk, og foreløbig vil den heller ikke tjene til at lette administrative byrder for virksomhederne, hvilket var det primære formål.

Maj 2010

En række byggeorganisationer har i samarbejde med Forbrugerrådet udarbejdet et sæt standardvilkår for byggearbejder, hvor bygherren er forbruger. Reglerne er taget i brug den 1. januar 2010.

De nye standardvilkår – kaldet AB-forbruger – bygger på de samme principper som AB 92 og ABT 93, som fungerer som standardvilkår, når der indgås aftale om byggearbejder mellem to professionelle parter. Denne artikel vil derfor fokusere på nogle af forskellene mellem AB-forbruger og AB 92.

Som ved AB 92 gælder AB-forbruger kun, hvis den er særskilt aftalt mellem parterne. Man kan på internettet hente en standardkontrakt, som fremhæver at AB-forbruger er vedtaget.

Mange entreprenører har i deres standardvilkår bestemt, at AB 92 skal være gældende for deres entrepriser. Denne bestemmelse vil af hensyn til forbrugeren altid vige for vilkåret om, at AB-forbruger finder anvendelse, hvis det i øvrigt fremgår af aftalen.

AB 92 har i dag en stor rolle også som udfyldende ret indenfor entrepriseområdet. AB-forbruger kan dog næppe siges at have den samme rolle indenfor forbruger-entrepriser, hvis AB-forbruger ikke er aftalt. I hvert fald ikke hvis AB-forbruger stiller forbrugeren ringere end almindelig gældende ret.

Alle beløb der omtales i aftalen vil være inklusiv moms, dog ikke det aftalte beløb til dagbøder. Desuden indeholder AB-forbruger i § 6 en definition af, hvornår der er tale om en totalentreprise.

Når entreprenøren har afgivet et tilbud i henhold til AB-forbruger, så har forbrugeren 15 arbejdsdage (21 dage) til at acceptere tilbuddet – 40 arbejdsdage ved totalentreprise – ellers bortfalder tilbuddet automatisk. Entreprenøren kan også fastsætte en kortere frist. Ved at indsætte en frist for accept præciserer AB-forbruger aftalelovens regler om accept af tilbud, hvilket er til fordel for forbrugeren.

Modsat AB 92 skal parterne i en aftale efter AB-forbruger aftale det, såfremt der skal stilles sikkerhed for opfyldelsen af aftalen.

AB-forbruger præciserer også, at alle materialer på byggepladsen tilhører bygherren, hvorfor entreprenøren ikke har ret til at fjerne materialer, der først er anbragt på byggepladsen.

§ 21 fastslår, at det er entreprenøren, der skal gøre bygherren opmærksom på det, såfremt aftalen er uklar om, hvordan arbejdet skal udføres. Forbrugeren har således ikke en selvstændig pligt til at sikre, at entreprenøren forstår, hvad det er for et arbejde, som entreprenøren skal udføre. Entreprenøren har desuden pligt til at sørge for, at arbejdet udføres i overensstemmelse med bygningsreglementet. Entreprenøren vil altid have bevisbyrden for, at forbrugeren har ønsket arbejdet udført på anden vis. Det vil nødvendigvis kræve en skriftlig aftale.

Er der ikke aftalt en fast pris, men har entreprenøren givet et overslag på, hvad arbejdet vil koste, så er entreprenøren efter AB-forbruger forpligtet til at tage kontakt til forbrugeren, hvis overslaget vil blive overskredet med mere end 15 %. AB-forbruger bestemmer videre, at hvis entreprenøren ikke kontakter forbrugeren, så er forbrugeren ikke forpligtet til at betale for beløb, der kunne have været sparet, hvis forbrugeren på et tidligere tidspunkt havde haft mulighed for at tage stilling til, om arbejdet skulle fortsættes.

Forbrugerens retsstilling forringes ved AB-forbruger, når det kommer til renteberegning, i det man i AB-forbruger har videreført reglen fra AB 92. Er AB-forbruger aftalt, beregnes renter fra den dag, hvor forbrugeren modtager fakturaen, medmindre forbrugeren betaler fakturaen indenfor 15 arbejdsdage (21 dage). Renteloven derimod bestemmer, at renter først kan kræves 30 dage efter fakturadato, medmindre andet er aftalt. Forskellen på de 9 rentedage er dog overskuelig for stort set alle, så forringelsen er overskuelig.

Afleveringsforretning afholdes i alle entrepriser på mere end kr. 50.000,00, hvis en af parterne ønsker det. Der afholdes 1-års eftersyn, hvis prisen overstiger kr. 500.000,00, eller hvis en af parterne ønsker det. AB-forbruger indeholder ikke bestemmelser om 5-års eftersyn, sådan som det kendes fra AB 92.

Af AB 92 følger det, at mangelsindsigelser skal fremsættes senest 5 år efter afleveringen. AB-forbruger har derimod indarbejdet den nye forældelseslov, således at entreprenørens mangelsansvar først ophører 3 år efter manglen blev eller burde være opdaget dog senest 10 år efter afleveringen. Forbrugeren skal fortsat reklamere over manglen indenfor rimelig tid, i hvilken forbindelse AB-forbruger præciserer, at reklamation indenfor to måneder altid vil være rimeligt.

I AB 92 er det som standard aftalt, at tvister mellem parterne skal afgøres ved voldgiftsret. Denne bestemmelse kan dog allerede i dag ikke gøres gældende overfor forbrugere, da voldgiftsloven bestemmer, at forbrugeren altid kan indbringe sagen for de almindelige domstole. AB-forbruger har taget konsekvensen heraf, og det er heri bestemt, at forbrugeren frit kan afgøre, om tvisten skal løses ved et ankenævn eller de almindelige domstole.

For langt de fleste forbrugere vil AB-forbruger være lettere forståelig end AB 92, også selvom forbrugerens retsstilling ved brug af AB-forbruger ikke forbedres væsentligt, hvorfor AB-forbruger må forventes at få tilstrækkelig selvstændig berettigelse i årene fremover.

af advokatfuldmægtig Johan Johnsen

Juni 2010

Registrering af .dk-domæner sker via DK Hostmaster, der har ansvaret for at opbevare og vedligeholde alle relevante oplysninger omkring danske domænenavne.

DK Hostmasters kompetencer følger bl.a. af Domæneloven, men også Lov om personoplysninger og E-handelsloven har betydning for retsforholdet.

Omfanget af oplysninger om domæne-registranter følger af Domænelovens § 8, hvorefter DK Hostmaster er forpligtet til at opdatere den centrale database med oplysninger omkring registranters navn, adresse og telefonnummer ligesom DK Hostmaster skal sikre, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige. Dette kaldes også for whois oplysninger.

Udgangspunktet er derfor, at det ikke er muligt at være anonym ejer af et .dk-domæne.

En undtagelse hertil findes dog i Domænelovens § 8, stk. 3. Bestemmelsen åbner mulighed for, at registranter kan bede om, at de personlige oplysninger anonymiseres, hvis oplysningerne i henhold til anden lovgivning er undtaget offentligheden – fx, hvis man er oprettet med navne- og adresse beskyttelse i CPR-registret.

Man bør dog altid være opmærksom på, at DK Hostmaster i visse tilfælde har pligt til at videregive oplysningerne til offentlige myndigheder.

Hvordan søger man oplysninger omkring et .dk-domæne?

På DK Hostmasters hjemmeside (dk-hostmaster.dk) kan man ved en let søgning hente oplysningerne på domæneregistranten. Klik ind på sektionen ”find .dk domænenavn” og klik derefter på ”søg”.

Tilføj Advokatgruppen.dk til dine fortrukne hjemmesider og følg udviklingen indenfor IT-retten.